Seks personer kvæstet i arbejdsulykke i Hirtshals

Et betondæk faldt ned på arbejdere - alle tilskadekomne er ved bevidsthed.

Seks personer er kommet til skade i en arbejdsulykke på Sindalvej i Hirtshals kort efter middag.

Det fortæller vicepolitiinspektør Henrik Skals fra Nordjyllands Politi.

Ulykken er sket i forbindelse med en renovering af en bygning på adressen, hvor et betondæk faldt ned over de seks personer. De tilskadekomne er alle ved bevidsthed og er uden for livsfare, skriver politiet i en pressemeddelelse.

- Arbejdstilsynet er tilkaldt, siger Henrik Skals, der fortæller, at både politiet og redningstjenesten arbejder på stedet.

Klokken 14 skriver politiet, at to alvorligt tilskadekomne er bragt til Aalborg Universitetshospital, mens fire personer med mindre alvorlige skader er kørt til Sygehus Vendsyssel i Hjørring

Arbejdsulykken fandt sted på havneområdet i Hirtshals på adressen Sindalvej 7.

Byggedirektør: En konstruktion der svigtede

De seks tilskadekomne er alle erfarne bgningsmedarbejdere, fortæller Heine Gjerløv, der er direktør i Kaas Byggeindudstri, som står for byggeriet.

De var i gang med at bygge for en norsk lakseproducent, da ulykken skete.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende i de 25 år, jeg har været i branchen, siger direktøren.

Han fortæller, at det var en konstruktion, der svigtede under arbejdet.

- Så der er ikke nogen af de tilskadekomne, som har begået en fejl, siger han og fortæller, at der er tale om brudskader på de tilskadekomne, siger Heine Gjerløv.

De tilskadekomne vil få tilbudt krisehjælp oven på ulykken.

De pårørende er underrettet.

Ved du noget om sagen. Skriv en mail til 1212@dr.dk.

DR Nyheder følger sagen

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.