Simon har dundrende vandskræk: Nu drømmer han om at sejle jorden rundt

2.500 unge stikker lige nu til søs på hundrede år gamle skibe.

Simon Mæng Tjørnehøj skal de kommende dage sejle med hollandske ’Oosterschelde’ fra 1917. (Foto: Klaus Videbæk © DR Nórdjylland)

Da han var tre år gammel, faldt Simon Mæng Tjørnehøj i et vandløb, da han var på tur med en spejdergruppe.

Det var ikke særlig dybt, men han kan huske, hvordan det bare blev mørkere og mørkere, indtil hans far efter et halvt til et helt minut fik hevet ham op.

Siden har han været mere end almindeligt bange for vand, og det blev ikke bedre af, at han for nogle år tilbage blev fanget i et hestehul ved Vesterhavet.

Mange gange er han vågnet fra mareridt, hvor han er ved at drukne.

Men han har også en drøm. En drøm om at sejle jorden rundt.

Det har han haft siden, han første gang så de store sejlskibe fra kapsejladsen ’The Tall Ship Races’ lægge til og sejle ud fra hjembyen Aalborg.

- Det var folk, der skulle ud på eventyr og virkelig være opdagelsesrejsende, fortæller han.

Skal sejle med skib fra 1917

Nu er han midt i 20’erne og kommende besætningsmedlem – ellers såkaldt trainee, som det hedder – på det hollandske træskib ’Oosterschelde’ fra 1917.

I dag lægger det fra land fra Aalborg mod Fredrikstad i Norge sammen med de 67 andre skibe i sejladsen, og i fire dage skal Simon Mæng Tjørnehøj prøve livet til søs med alt, hvad det kræver.

- Jeg tror, den allerstørste udfordring bliver det øjeblik, vi kommer ud af fjorden, og det ikke længere er muligt at se land. Der tror jeg, det bliver svært at kunne være i sig selv, fortæller han.

I alt 2.500 unge fra hele verden deltager som ham i dette års sejlads.

Langt de fleste af besætningsmedlemmerne er mellem 15 og 25 år, der sammen med erfarne søfolk skal styre de gamle sejlskibe gennem vandet.

Sindssyg glad for muligheden

Ud af dem er 150 unge fra Aalborg Kommune, fordelt på 19 forskellige skibe.

- Jeg er sindssyg glad for, at jeg har fået muligheden, siger Simon Mæng Tjørnehøj, der også har flere kammerater med ombord.

Han er sikker på, at de nok skal være der, når bølgerne kommer til at gå højt.

- Et par meters bølger og derover, så tror jeg, det bliver en rigtig lang tur.

- Men med deres hjælp tror jeg, det bliver muligt, siger han.

Et klap på skulderen og tro på mere

For Simon Mæng Tjørnehøj handler det både om at komme ud af hverdagens trummerum og at stå ansigt til ansigt med sin frygt.

- Jeg skal nu tage min vandskræk og min drøm og se, om de ikke alligevel kan smelte sammen til noget stort, siger han.

Hvis det lykkes, er han klar på nye udfordringer, og måske kan hans store drøm blive til virkelighed.

- Bagefter tror jeg, jeg kan tage ud i verden med et klap på skulderen og en tro på, at jeg kan tage hånd om de her ting. At det er noget, jeg selv kan arbejde med, og at jeg kan rykke mig som menneske.

Det er femte gang, at Aalborg er vært for ’The Tall Ships Races’.

De første dage har man været udfordret af regn og blæst, men i alt ventes 700.000 mennesker at lægge vejen forbi Aalborg, hvis man lægger besøgstallene for de kommende dage sammen.