Sjælden delfin svømmer rundt i Limfjorden

Delfinen er af slægten kortnæbbet eller almindelig delfin og har været i fjorden siden søndag.

Delfinen boltrer sig stadig i Limfjorden ved Aalborg og Nørresundby. (Foto: Lars Grøn)

Det er et usædvanligt syn, der møder aalborgenserne og andre nysgerrige for tiden. Søndag og mandag kunne forbipasserende nyde synet af en lille hval, nemlig den almindelige eller kortnæbbede delfin, i Limfjordens vande, hvor den stadig springer og svømmer.

Ifølge hvalekspert og ph.d. Carl Kinze fra hjemmesiden hvaler.dk er det sjældent, at netop den slægt af delfinen befinder sig der. Der er aldrig dokumenteret en almindelig delfin i Limfjorden før.

- Det er en art, der normalt forekommer langt sydligere end i de danske farvande, forklarer han.

Først blev det rapporteret, at der var tale om en delfin af slægten øresvin, men efter at have gransket billeder af delfinen, fortæller Carl Kinze, at der altså er tale om en almindelig delfin.

- For det første er der tale om et tydeligt aftegnet næb. Og så kan man se farvetegningen på delfinen. Den er i princippet firfarvet, en sort ryg, et gult felt foran, hvid på undersiden og grå bagud. Det er en ganske entydig farvetegning, siger han.

I Danmark findes der flere andre slægter delfiner, der er mere almindelige, for eksempel hvidnæsen. Det er øresvin og den almindelige delfin, der er sjældne. Ifølge Carl Kinze bliver der set omkring ti af dem om året i Danmark. Men det antal kan blive større.

- I de seneste årtier og med større styrke i nuværende årti ser vi dem oftere i Danmark. Det kan godt være, det bare er et udsving, men det kan også være klimaforandringer, der slår igennem.

- De er her nu, og min mavefornemmelse er, at der bliver flere af dem. Men det skal vi selvfølgelig have dokumenteret, siger han.

Hvis man ser en delfin kan man indberette det via hvaler.dk.

Facebook
Twitter