Smil og der kommer flere turister!

På et Turismeakademi lærer kursister at smile og yde god service.

Smil og bedre service skal lokke flere turister til. Arkivfoto fra Skallerup Klit Feriecenter i Nordjylland. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Der skal skrues op for smil og service, hvis der skal tiltrækkes flere turister.

Det mener man i Jammerbugt Kommune, som derfor har oprettet en ny uddannelse - et såkaldt Turismeakademi - der skal give turismen et løft.

- Vi vil gerne smiles til, have hurtigt hjælp og serviceres, siger Inge Vestergård, der ejer Blokhus By Camping.

Kursus i god service

Ideen med Turistakademiet er, at ansatte i turistvirksomheder, og andre der ønsker at arbejde indenfor erhvervet, kan supplere den uddannelse, man har i forvejen med et turismecertifikat.

Inge Vestergård er sikker på, at bedre service betyder flere gæster:

- Der er ingen tivivl om, at man kommer der, hvor man får en god behandling.

Sluser ledige ud i erhverv der mangler medarbejdere Tanken med Turistakademiet er også, at arbejdsløse får tilbudt kurset. På den måde får man uddannet mere arbejdskraft til turismeerhvervet og får ledige i arbejde, fortæller borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Gade:

- Det er et projekt med mange vindere. Der er brug for arbejdskraft indenfor erhvervet, og vi også har noget arbejdskraft, som har brug for at blive opgraderet.

Turisme-certifikatet kan i første omgang tages som AMU-kurser på Sandmoseskolen nær Tranum i Vendsyssel. På sigt er planen at etablere en længerevarende turismeuddannelse.

Facebook
Twitter