Socialt udsatte skal have lettere adgang til motion

Det kan være svært at finde sig til rette i idrætsforeninger for socialt udsatte. Det oplever man i Aalborg, og derfor bliver der nu stiftet en idrætsforening for socialt udsatte.

Når man er i en situation som denne, så kan det være svært at passe ind i en traditionel idrætsforening, mener man i Aalborg. (Arkivfoto) (© Colourbox)

Hjemløshed, misbrug eller psykiske problemer - og måske alle tre på samme tid.

Der kan være nok at kæmpe med for de personer, som går under betegnelsen socialt udsatte. Men i Aalborg kan de nu få endnu en kamp at kæmpe, og denne gang skal det være med sved på panden.

- Det er selvfølgelig sjovt og sundt for alle mennesker at dyrke idræt, og socialt udsatte vil gerne som alle andre dyrke idræt, men de har svært ved at finde sig til rette i de etablerede klubber, så de deltager ikke rigtigt i de klubber og tilbud, som egentlig er, siger Lise Maltha, en af initiativtagerne til foreningen og konsulent i Aalborg Kommune.

Svært at passe tiden

Onsdag 8. april er der stiftende generalforsamling i Sport Bumblebee, hvis første aktiviteter bliver gadefodbold og gåture.

Foreningen håber, at de socialt udsatte vil få lettere ved at passe ind i foreningsidrætten, end de har i almindelige idrætsforeninger.

- Det kan være svært at være der, fordi man ikke føler, at man passer ind. Det kan være svært med faste tider, man skal komme på, og det kan være svært,  at man føler, at man er lidt anderledes end de andre.

- Det kan også være svært for de andre motionister at have de andre med på holdet, fordi de kan opføre sig på en anden måde, siger Lise Maltha.  

Lidt som en humlebi

Navnet Sport Bumblebee er opfundet af en gruppe gæster på den sociale cafe Hjerterummet i Aalborg. Bumblebee betyder humlebi, og der er en ganske særlig grund til, at valget faldt på lige netop det navn.

- De synes, at det er lige som en humlebi, der har lidt svært ved at flyve ligeud og ikke helt ved, hvor den skal flyve hen. Det er lidt ligesom dem selv, siger Lise Maltha. 

Facebook
Twitter