Spor efter ulvehvalpe i Nordjylland

Nye aftryk af et større og et mindre dyr ved siden af hinanden tyder på ulvehvalpe

  • Det er blandt andet disse spor, der ifølge ulvetracking.dk indikerer, at der er ulvehvalpe i Nordjylland (© Ulvetracking.dk)
  • (© Ulvetracking.dk)
1 / 2

Aftryk af små potespor ved siden af større poteaftryk tyder på, at der er ulveunger i Nordjylland.

Det siger Paw Rasmussen fra Ulvetracking.dk, der er en sammenslutning af ulveentusiaster.

I 2013 dokumenterede det frivillige netværk genindvandringen af ulve i Nordjylland ved hjælp af DNA-prøver.

Og nu har ulvetracking.dk altså fotograferet en række af spor i et sandet klitområde.

- Der kan man tydeligt se, at et større dyr har gået sammen med et mindre dyr, siger Paw Rasmussen.

Har holdt øje med området

Ifølge ham kan man ud fra poteaftrykket alene dog ikke afgøre, om det er en ulv.

- Men det er i hvert fald et ulveagtigt spor, og så passer det også godt med årstiden og med den potestørrelse, som hvalpene ville have nu, siger Paw Rasmussen.

Ulveentusiasterne har holdt øje med det pågældende område siden 2013 og har blandt andet optaget lyde, man er ulvehyl.

- Og der har også været observationer af flere ulve, der har løbet sammen, og så er det også et område, hvor der både er observeret en han- og en tæve-ulv, siger Paw Rasmussen.

Forskel på hunde og ulvepoter

Det er de observationer, der sammen med de nye billeder får ulvetracking.dk til at sige, at der er stor sandsynlighed for, at der er ulveunger.

Ifølge Paw Rasmussen er formen på den øverste kant af tæerne på en ulv forskellig fra en hunds.

Hvor kanten på en hund runder, er den på en ulv mere trekant-agtig.

Og så skal sporene følges over en længere strækning på 400 meter, hvor der - hvis det er en ulv - vil være dobbeltaftryk og en skridtlængde på minimum en meter og 18 centimeter.

- Samtidig er det her et øde område, hvor der ikke bliver luftet hunde, siger Paw Rasmussen.

Ingen spor efter mennesker

- Det er jo ellers det, vi tit ser, når vi er ude at tracke spor - at så kommer der lige pludselig en størrelse 40 eller et cykelspor. Men her er der hverken menneskeaftryk eller cykelspor i nærheden, siger han.

Ulvetracking.dk har valgt ikke at offentliggøre præcist hvor, sporene er fundet. Det sker ifølge Paw Rasmussen for ikke at få området overrendt.

En af landets førende ulveforskere deler imidlertid ikke ulveentusiasternes overbevisning om, at sporene er tydelige tegn på, at der er ulveunger i Danmark.

- Det er altid svært at vurdere ud fra et spor, hvorvidt der rent faktisk er tale om en ulv eller en hund, siger Liselotte Wesley Andersen, seniorforsker ved institut for bioscience på Aarhus Universitet.

Ifølge hende kræver det prøver af ulveafføring, før man kan være sikker på, om der er tale om unger herhjemme.

Facebook
Twitter