Stadig ingen tegn på godtgørelse til skoleelever, der legede i asbeststøv

Kræftens Bekæmpelse undrer sig over manglende handling fra Socialdemokratiet.

38 tidligere skolebørn nær den gamle eternitfabrik i Aalborg er senere blevet syge af asbest, viser forskning fra Aalborg Universitet. (Foto: Mads Rafte Hein (grafik))

Der er ikke umiddelbart penge på vej til de skolebørn, der mellem 1940’erne og 1970’erne blev udsat for asbest, fordi de legede på en skole nær den gamle eternitfabrik i Aalborg.

Før valget talte Socialdemokratiet ellers varmt for at lave en godtgørelse til dem, der senere er blevet syge som følge af forureningen, men det er ikke nævnt med et ord i det 3.600 sider lange forslag til en nye finanslov, som partiet præsenterede i starten af oktober.

Det undrer Kræftens Bekæmpelse.

- Det synes vi er utrolig ærgerligt. Det var mit indtryk, at vi var enige om, at her havde vi et samfundsmæssigt ansvar over for de skolebørn, som har en forhøjet risiko, siger administrerende direktør Jesper Fisker.

Andre har fået erstatning

Det var produktionen af tagplader på eternitfabrikken, der gjorde det belejligt at anvende asbest, som er brandhæmmende, men også - viste det sig senere - stærkt sundhedsskadeligt.

Brug af asbest i tagproduktion blev derfor gradvist forbudt, og både arbejdere og pårørende, der gik derhjemme, hvor asbeststøv blev spredt via arbejdernes tøj, og er blevet syge, er efterfølgende tildelt enten erstatning eller godtgørelse.

Tilbage står en mindre gruppe af skoleelever, der gik på enten Alléskolen, Sønderbroskolen, Vejgaard Vestre Skole eller Østermarken Skole, der ligger inden for 100 til 750 meter fra, hvor fabrikken lå.

Det er tidligere elever fra de her fire skoler, som forskerne har brugt i undersøgelsen. (Foto: GRAFIK: Mads Rafte Hein)
Det er tidligere elever fra de her fire skoler, som forskerne har brugt i undersøgelsen.

Ifølge et forskningsprojekt på Aalborg Universitet har i alt 38 tidligere elever fra de fire skoler udviklet sygdommen malignt mesotheliom, som hos de fleste viser sig i form af lungehindekræft.

Heraf har nogle også arbejdet på asbestfabrikken eller været pårørende til andre, der har gjort det, men der er stadig en gruppe, der ikke er blevet kompenseret.

Sløvt, siger tidligere skoleelev

En af de tidligere skolebørn er Tove Michaelsen, der i dag er 71 år gammel.

Hun er selv sund og rask, men hun er skuffet over, at der endnu ikke ligger en godtgørelse til de af hendes skolekammerater, der senere er blevet syge, selvom Socialdemokratiet tidligere har talt for det.

- Det er sløvt, siger hun.

- Vi har jo ikke bedt om at gå på den skole, eller at Eternitten skulle fremstille asbest, hvor folk blev syge af det, lyder det fra Tove Michaelsen.

Hos Kræftens Bekæmpelse har Jesper Fisker svært ved at se, hvorfor de skolebørn, der senere er blevet syge, ikke skal have ret til en godtgørelse.

Det vil dreje sig om højst seks millioner kroner, hvis alle, der er blevet ramt, skal have en godtgørelse i størrelsesordenen 170.000 kroner.

Det er en begrænset udgift, som til gengæld har stor betydning for dem, der får den, siger Jesper Fisker:

- Det er en godtgørelse, der overhovedet ikke kompenserer for, at det er en farlig sygdom, men dog alligevel viser den anerkendelse; at her påtager vi os et samfundsmæssigt ansvar.

Har ikke mulighed for at svare

Hverken tidligere sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S), der førhen har kritiseret den borgerlige regering for manglende handling på området, eller nuværende sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff (S) har haft mulighed for at stille op til interview.

Flemming Møller Mortensen henviser til sundhedsminister Magnus Heunicke (S), der imidlertid er i Warszawa og derfor heller ikke kan kommentere sagen.

I Kræftens Bekæmpelse håber man, at godtgørelse til skolebørnene alligevel kan blive en del af finansloven, efterhånden som forhandlingerne skrider frem.

- Jeg håber, at det er det, der bliver udkommet. Det skylder vi som samfund, siger Jesper Fisker.