Stenkast mod ambulance fra nordjysk bro

Heldigvis kom ingen til skade, da først en ambulance under udrykning og dernæst en personbil blev ramt af sten fra en gangbro mandag aften.

  • Nordjyllands Politi søger vidner og kontakt med 3-5 unge mennesker, som er set på broen inden stenkastet. (Foto: Morten Sørensen © DR Nórdjylland)
  • Det er endnu ikke lykkedes at finde det, politiet vurderer var sten, der ramte de to biler.
1 / 2

Livsfarlige stenkast fra vejbroer er nu også nået til Nordjylland.

Nordjyllands Politi søger vidner, efter der mandag aften blev kastet en eller flere sten mod en ambulance, der kørte med udrykning med en patient med hjertestop. En bil med en 69-årig kvindelig fører blev også ramt, uden der dog kom skader på hendes bil, skriver Nordjyllands Politi.

Episoderne skete i forbindelse med en bro ved Humlebakken i Aalborg omkring klokken 20.30.

Politiet sendte straks patruljer til stedet, og patruljerne ledte efter 3-5 unge mennesker, som af både kvinden og et andet vidne var blevet set på broen. Formentlig var de kørende på knallerter.

Det er endnu ikke lykkedes politiet at få fat i de unge mennesker.

- Dem vil vi naturligvis gerne tale med, så vi kan få afklaret deres rolle, siger vicepolitiinspektør Poul Severinsen, der også opfordrer eventuelle andre vidner til at henvende sig til politiet.

- Vi beder om offentlighedens hjælp, fordi vi vil have fat i gerningsmændene, så vi kan få den form for stenkast stoppet. Det er meget farligt, siger vicepolitiinspektør Poul Severinsen.

En hundepatrulje søgte i aftes forgæves efter de nedkastede sten. På ambulancen, der efterfølgende blev besigtiget på Aalborg Sygehus Syd, kunne politiet se en mindre bule i taget, bagerst på køretøjet, lyder det i en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi.

Facebook
Twitter