Stigende energipriser tvinger kommune til at halvere åbningstiden i ungdomsklubberne

Priserne på varme, el og brændstof er vokset eksplosivt i Mariagerfjord Kommune.

Josefine Sofia Nyborg (tv.) og Thilde Kiilsgaard Bech kommer til at bruge mindre tid i Assens Ungdomsklub, end de havde håbet på. (Foto: PRIVATFOTO)

- Nu skal vi sidde derhjemme med telefonen i stedet for at være samme med vores venner.

13-årige Josefine Sofia Nyborg fra Assens i Himmerland er lige begyndt i den lokale ungdomsklub, men nu bliver der færre muligheder for at hænge ud.

Syv ud af 11 ungdomsklubber i Mariagerfjord Kommune har besluttet at halvere åbningstiderne resten af året.

Årsagen er de hastigt stigende energipriser, for flere af ungdomsklubberne fyrer med gas, og de har ikke råd til at holde åbent som de plejer.

En halv million kroner ekstra

Samlet er priserne på varme, el og brændstof for kommunens ungdomsklubber vokset med en halv million kroner om året.

- Det presser os rigtig meget, at vi er nødt til at finde de penge. Konsekvensen er, at de unge får mindre fællesskab, siger Lars Otte Koefoed, der er leder af de kommunale ungdomsskoler.

Josefine Sofia Nyborg havde glædet sig til at gå i Assens Ungdomsklub efter sommerferien. (Foto: PRIVATFOTO)

I stedet for at holde åbent to aftener om ugen, skærer ungdomsklubberne ned til en enkelt aften.

Thilde Kiilsgaard Bech på 16 år kommer også til at savne hyggen og vennerne i Hobro Ungdomsklub.

- Det er et virkelig fedt, at man har noget at lave og et sted at være. Bare det, at man kan grine med andre mennesker, er dejligt. Man får et fællesskab med nogen, man ikke ser hver dag på skolen, siger hun.

Kan ikke hjælpe alle

På borgmesterkontoret i Hobro er Mogens Jespersen (V) ærgerlig over, at fritidstilbuddet til de unge bliver skåret ned.

Efter sommerferien vil politikerne i økonomiudvalget mødes for at drøfte, hvordan man kan hjælpe de institutioner, der er presset af priserne på energi. For ungdomsklubberne er ikke de eneste.

- Nogen har det lettere end andre, fordi de har fjernvarme. Men her i Mariagerfjord Kommune er der mange bygninger, der har gasfyr, så det er en udfordring, der rammer bredt, siger borgmesteren.

Han kan derfor ikke love, at der er en pose penge på vej til ungdomsklubberne.

- Vi må se på, hvor vi kan hjælpe. Vi vil gerne hjælpe alle, men det er ikke sandsynligt, siger Mogens Jespersen.

Havner i dårligt selskab

Ungdomsskoleleder Lars Otte Koefoed er bekymret for de unge, der nu må finde andre steder at være. Mange af dem vil bare blive hjemme, men der vil også være nogen, der risikerer at havne i uheldigt selskab, forudser han.

- Der vil uden tvivl være nogen, der søger ud på gader og stræder, hvor de møder nogen fra den hårde kerne. Det er uheldigt, for det er ikke et positivt fællesskab, siger han.

- Man får et fællesskab med nogen, man ikke ser hver dag på skolen, siger Thilde Kiilsgaard Bech om Assens Ungdomsklub. (Foto: PRIVATFOTO)

De kortere åbningstider kan dog også føre noget godt med sig, mener Thilde Kiilsgaard Bech.

- Jeg skal i 9. klasse efter sommerferien. Nu kommer jeg hjem og får lavet lektier i stedet for at være i ungdomsklubben, siger hun.