Største sag af sin slags: Mountainbike-spor i fredet skov skal nedlægges

Lokale ryttere og nationale idrætsforbund kæmper imod, imens andre jubler på naturens vegne.

Michael Ker er en af de faste brugere af mountainbikesporet i Lundby Bakker. Han ærgrer sig over, at sporet skal lukkes sammen med mindst ét andet spor i fredet natur. (Foto: © Jonas Gravgaard, (c) DR)

Mudderet sprøjter, og farten er høj, når Michael Ker drøner gennem skoven i Lundby Bakker på sin mountainbike.

Det anlagte spor giver mountainbikerryttere som ham mulighed for at dyrke deres passion uden at genere andre mennesker i den fredede skov i Aalborg Kommune.

Men snart kan det være slut. Fredningsnævnet har afgjort, at sporet i Lundby Bakker er i strid med fredningen af naturen i skoven.

Ifølge Aalborg Kommune er sagen den største af din slags herhjemme, idet også et andet spor skal nedlægges, imens et tredje spor stadig vurderes.

Hvis også dette skal nedlægges, vil der kun være to mindre spor tilbage i kommunen. Og det ærgrer mountainbikerytteren Michael Ker.

- Jeg ønsker selvfølgelig, at mountainbikesporene skal blive. Men jeg ønsker også, at det er vedligeholdte mountainbikespor, så naturen ikke lider overlast, siger han.

Ud over selv at dyrke mountainbikesporten har Michael Ker også været med til at anlægge sporene. Det er sket i dialog med Aalborg Kommune.

Sporene er med til at gøre, at mountainbikerytterne ikke kommer i konflikt med andre brugere i skoven - for eksempel gående og løbere.

- Hvis man fjerner sporene, sådan som der er lagt op til i afgørelsen, så kommer man til at køre på gangstierne. Og så kommer vi tilbage til problemer, som der var for ti år siden, inden sporene kom, hvor der var nogle kæmpe brugerkonflikter, siger Michael Ker.

Eller endnu værre, at nogle mountainbikeryttere vil begynde at køre, hvor de vil i skovbunden og på den måde ødelægge mere af naturen.

- Vi har virkelig gjort et stort stykke arbejde for at få folk til at bruge sporene, siger Michael Ker.

I videoen herunder kan du komme med en tur ud på mountainbikesporet i Lundby Bakker. Artiklen fortsætter under videoen.

Nabo klager over ødelagt natur

Michael Ker mener også, at man har gjort meget for at anlægge mountainbikesporene så skånsomt for naturen som muligt.

Men det er ikke nok, mener Henning Olesen. Han bor tæt på skoven i Lundby Bakker.

- Jeg har kendt det her område i 40 år, og hvert eneste forår var her et blomsterliv uden lige, fordi det fik lov til at passe sig selv. Så jeg gik ind den her sag, fordi det ville jeg gerne have bevaret. Ikke bare for min skyld, men også for eftertiden, siger han.

Henning Olesen er nabo til Lundby Bakker og er kommet i området i mange år. (Foto: © Jonas Gravgaard, (c) DR)

Henning Olesen mener, at mountainbikesporene tager alt for meget plads, og at den fredede natur har taget skade, siden de kom til.

Han kritiserer Aalborg Kommune for, at det overhovedet er kommet hertil, hvor nævnet skulle behandle sagen.

- Hele deres ideologi har gået ud på at benytte frem for at beskytte, og der er stor, stor forskel efter min mening.

Aalborg Kommune: Vi har forsøgt at finde en balance

I Aalborg Kommune er det stadsgartner Kirsten Lund Andersen, der har ansvaret for naturen.

- Vi har forsøgt at balancere alle de forskellige interesser og interessenter, der er i området. Lundby Bakker er et utroligt eftertragtet område for dem, vi kalder friluftssegmentet. Og det er alt lige fra fuglekiggere til mountainbikeryttere, siger hun.

Kirsten Lund Andersen forklarer, at da man startede med moutainbikestierne i området, var det vigtige for kommunen at adskille "trafikken", så mountainbikeryttere og andre brugere ikke kom i karambolage med hinanden.

Siden har stierne udviklet sig til anlagte spor - og det er i de fleste tilfælde foregået i dialog mellem kommunen og mountainbikerytterne.

- Vi har ønsket både benyttelse og beskyttelse af naturen, men der er Fredningsnævnet kommet med et klokkeklart svar: Naturen vægter højere, end dem der skal benytte den.

'En glidebane', siger idrætsforeninger

Den linje er DGI imod, og idræts- og motionsforeningen bakkes op af både Danmarks Cykle Union, Danmarks Idrætsforbund og Friluftsrådet.

Derfor vil DGI anke Fredningsnævnets afgørelse, siger Mogens Kirkeby, der er medlem af DGI's hovedbestyrelse.

- Vi tror, at det her er en farlig glidebane. Vi arbejder på, at rigtig mange mennesker bevæger sig og får en sund livsstil, og vi ved, at naturen er den foretrukne plads til det for borgerne, siger han.

Michael Ker er én af de mountainbikeryttere, der er ked af, at sporene i fredet skov skal nedlægges. (Foto: © Jonas Gravgaard, (c) DR)

For rytteren Michael Ker har det i hvert fald stor betydning at kunne køre mountainbike i skoven:

- For mig og mange andre betyder mountainbikesporten, at man kan komme væk fra en stressende hverdag og komme ud i skoven og nyde naturen. Man kan få opladt sine energiressourcer, og det er bare noget andet, end hvis man skal cykle på en landevej eller inde i byen, hvor der er støj og larm.

Han tror stadig på, at det må være muligt at have mountainbikespor i et fredet område.

- Jeg tror, at hvis vi kan have vedligeholdte spor, så kan natur og mountainbikespor godt gå ud i et og være inden for fredningen, siger han.

Kort før deadline har også foreningen Aalborg Trailbuilders valgt at anke Fredningsnævnets afgørelse. Fredningsnævnet udtaler sig ikke om afgørelser og medvirker derfor ikke i denne artikel.