Stor forskel i støtte til forældre med kræftramte børn

Kræftens Bekæmpelse kræver nye regler på området

Forældre fra hver deres ende af landet får ikke den samme hjælp, hvis de skal til udlandet for at få behandlet deres kræftsyge børn. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)

Der er forskel på, hvor meget økonomisk hjælp en familie får, når den rejser til udlandet for at få et kræftsygt barn behandlet. Og det er helt urimeligt, mener Kræftens Bekæmpelse. - Alle har jo brug for at få dækket det samme, hvis man skal igennem en svær behandling i udlandet, siger Laila Walther, der er chef for Patientstøtte i Kræftens Bekæmpelse.

Hun undrer sig over, at forældreparrene ikke får dækket alle deres omkostninger, når deres børn bliver sendt til USA for at modtage behandling.

- Hvis man bevilger en behandling til op til en million kroner, så er det jo rigtig mærkeligt, at man får at vide, at man ikke kan få lov til at få dækket en bil eksempelvis til at køre til og fra behandlingen, siger Laila Walther.

Region Nordjylland siger nej - Region Sjælland siger ja

Kræftens Bekæmpelses kritik kommer efter Nicoline Brix Bertelsen og Lasse Mikkelsen fra Aabybro i august tog til Houston i USA for at få deres datter på 14 måneder behandlet for kræft.

I Nicoline Brix Bertelsen og Lasse Mikkelsens tilfælde sagde Jammerbugt Kommune nej til at dække tabt arbejdsfortjeneste. Efter lidt tovtrækkeri endte Region Nordjylland med at dække begge forældres flybilletter, mens udgifterne til bil blev afvist.

Susanne Bluhm fra Roskilde har - ligesom familien fra Aabybro - været i Houston for at få behandlet sin søn.

- Vi har søgt kommunen om blandt andet tabt arbejdsfortjeneste både for min mand og for mig, og også for dækning af bil, mens vi har været i Houston, og kommunen har uden problemer bevilliget det hele til os.

Kræftens Bekæmpelse: Ministeren må på banen

Kræftens Bekæmpelse undrer sig over, der kan blive besluttet to vidt forskellige ting i hver sin ende af landet. Derfor vil de have helt klare regler på området. - Det virker, som om der ikke er klare regler på det her område. Og det vi gerne så, der skete nu, det var, at der blev lavet nogle klare og mere ens regler, men samtidig nogle regler, der tager udgangspunkt i at skulle bakke op om behandlingen, siger Laila Walther, der er chef for Patientstøtte i Kræftens Bekæmpelse.

Hun vil derfor have Sundheds- og Ældreminister Sophie Løhde (V) til at afklare reglerne.

- Her må sundhedsministeriet på banen og får kommunikeret klart til både regioner og kommuner, at det ikke kan svare sig at spare på de små ting, men at der skal laves gode og klare regler, der bakker op omkring familiernes behandling.