Sygemeldte Linda får kultur på recept: Et godt skridt på vejen til job

En række kommuner eksperimenterer med kulturtilbud for at få langtidssygemeldte personer tættere på arbejdsmarkedet igen.

I løbet af kurset har deltagerne blandt andet besøgt kunstmuseet Kunsten, Aalborg Symfoniorkester og biblioteket, mens de hver onsdag har sunget i kor sammen. (Foto: Silja Alström © DR Nórdjylland)

Fællessang kan mere og andet end at lyde smukt og skabe glæde for musikken.

Det tror man på i en række kommuner, der eksperimenterer med at bruge sang, kunst og litteratur som et middel til at få langtidssygemeldte personer tættere på arbejdsmarkedet igen.

Et af de steder er Aalborg, hvor 33-årige Linda Kristensen, der har været sygemeldt med en depression i halvandet år, er deltager i et forløb sammen med andre langttidssygemeldte med stress, angst eller lignende.

- Det er rart at komme ud sammen med andre, så man ikke sidder derhjemme og sygner hen. Her laver man noget, som ikke nødvendigvis kræver helt vildt meget, men samtidig får man nogle positive følelser ud af det. Som for eksempel, når man synger, fortæller hun.

Projektets overordnede formål er, at de langtidssygemeldte skal få det bedre og måske ligefrem blive raske nok til at tage de første skridt tilbage til arbejdsmarkedet.

Selvom novellelæsning, kunst og korsang umiddelbart ligger et stykke fra jobprøvning og beskæftigelse, så kan det for nogen være det, der skal til.

- Når man har været langtidssygemeldt, er det helt vildt svært lige så stille at skulle rykke sig ind på arbejdsmarkedet igen, fortæller Linda Kristensen.

- Når man har haft nogle gode oplevelser i forbindelse med et kursus, føler jeg, at jeg får et overskud. Når jeg kan klare det her, kan jeg også klare at komme videre i systemet, siger hun.

Når kurset er afsluttet, er håbet, at kulturen har været med til at rykke på de sygemeldtes selvforståelse.

Det fortæller Mikael Odder, koordinator på projektet i Aalborg Kommune.

- De folk, der bruger kulturen jævnligt, gør det jo af en grund. Det skaber glæde og hæver måske ens livskvalitet eller trivsel, og det prøver vi at systematisere for den her gruppe, som muligvis har glemt eller ikke haft overskud til det, siger han.

Indtil nu har to hold med syv og otte deltagere været i gang i Aalborg Kommune. Deres kulturkursus slutter i begyndelsen af januar, men kommunen fortsætter efter planen med nye hold de næste tre år.

De øvrige kommuner i projektet er Vordingborg, Silkeborg og Nyborg.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.