Taxikørsel skal afløse natåbne apoteker

Personer med akut behov for medicin om natten skal fra 2018 ikke længere gå på døgnapoteket.

Der er en god afløser for døgnapotekerne på vej, forsikrer Socialdemokraternes sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (arkivfoto). (Foto: Colourbox.com © ColourBox.com)

Borgere, der vågner midt om natten med akut brug for medicin skal fra 2018 ikke længere hente deres medicin på nærmeste vagt- eller døgnapotek. Det skriver Nordjyske.

I stedet skal medicinen udleveres fra sygehuse og via taxa.

Sundhedsministeriet har netop indgået en aftale med Danmarks Apotekerforening om at lukke samtlige døgnapotekerne i aften- og nattetimer fra 2018.

Det er dog under forudsætning af, at medicinen i de akutte tilfælde kan leveres via taxa.

Det fortæller Flemming Møller Mortensen, sundhedsordfører for Socialdemokraterne, der med alle partier på nær Liberal Alliance har givet sundhedsminister Sophie Løhde (V) lov til at forhandle med apotekerne.

- Hvis man får ordineret akut medicin hos lægen midt om natten, og man ikke bor i nærheden af et hospital eller ikke selv kan komme ned og hente det, så sender lægen det til hjem til en. Vi tænker, det er en kvalitetsforbedring og ikke en forringelse, siger han.

Folketinget havde egentlig lavet en andel model, der blev vedtaget sidste år. Den blev dog droppet igen, fordi den økonomisk var uspiselig for landets apotekere.

Nu skal den nye ordning fremstilles i et lovforslag, når Folketinget mødes igen til oktober.

Både patientforeninger og nogle apotekere er ellers bekymrede for, at aftalen vil gå ud over yderområderne.

- Med det forslag, der ligger nu, vil servicen i forhold til at få akutmedicin blive dårligere og dårligere, jo længere du kommer ud på landet, siger Jesper Sevel, der er apoteker på Hjørring Løve Apotek.

Facebook
Twitter