Tennis-comeback giver brede smil: 'Jeg havde lidt svært ved at falde i søvn i aftes'

Der er stor forløsning hos tennisspillere og andre, der nu igen kan dyrke deres sport udendørs.

Formanden for Aalborg Tennisklub Mads Brix er meget tilfreds med, at tennisklubberne kan åben igen, selvom det bliver under andre forhold end normalt. (Foto: Simon Brix Frederiksen DR Nordjylland)

Der kommer fortsat til at gå noget tid, før du kan give en holdkammerat en highfive for en god aflevering eller en lækker kasse på fodboldbanen.

Til gengæld er det nu igen muligt at kaste sig over de udendørs sportsgrene, der ikke indbyder til fysisk kontakt.

Det vækker begejstring hos blandt andre Mads Brix, som fulgte med, da nyheden tikkede ind sent i går.

- Det var en forløsning. Jeg havde lidt svært ved at falde i søvn i aftes, fortæller han.

Mads Brix er formand for Aalborg Tennisklub, og den nye melding fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) betyder, at klubben så småt kan tage hul på en ny sæson.

Men først skal der styr på sikkerheden.

Ærgrer sig ikke over begrænsninger

Uanset om man er til tennis, kajak, golf eller nogle af de andre udendørs idrætsaktiviteter, der nu igen kan finde sted, gælder det, at der som andre steder i samfundet, skal holdes minimum to meters afstand.

Man må heller ikke samles mere end ti, og det udstyr man bruger, skal så vidt muligt ikke deles med andre eller i det mindste rengøres grundigt, inden det gives videre.

Derudover skal klubhus og omklædningsrum lukkes ned.

- Det er den lette del af det, siger Mads Brix og tilføjer:

- Vi skal nu finde ud af, hvad vi må i forhold til træning i mindre grupper. Må vi det eller ej? Det betyder meget for vores ungdomsspillere og for dem, der skal på introduktionshold.

Nogle vil måske ærgre sig over, at der fortsat er en række begrænsninger for klubberne, selvom de har fået lov at åbne igen. Men det gælder ikke Mads Brix.

- Det skal vi ikke være kede af. Det andet er også en vigtig del af vores klub, men at kunne få lov til at spille tennis overskygger klart det andet. Det betyder sindssygt meget, siger han.

Tennis er som medicin for kroppen

Også i Aarhus er glæden stor. Her har 70-årige Kim Sundbøll været ude at svinge ketsjeren i formiddags for første gang i lang tid.

- Det føles som medicin for sjælen og for kroppen. Jeg har kunnet mærke, at jeg ikke har fået den motion, jeg plejer at få, så det er simpelthen så godt, siger han.

Faktisk var alle syv baner på anlægget hos Kim Sundbølls klub Aarhus Lawn-Tennis Selskab (ALTS ) booket.

I Aalborg er Mads Brix da heller ikke bekymret for, at corona-nedlukningen har kostet medlemmer. Sæsonen kommer næsten i gang til tiden, og der har ikke været mange udmeldelser, fortæller han.

- Vi har rigtig mange trofaste medlemmer, der heldigvis har betalt deres

kontingent
, selvom de egentlig ikke vidste, hvad de betalte til, og det er vi jo også super glade for, siger han.

DIF understreger i forbindelse med genåbningen, at ingen foreninger skal føle sig presset til at påbegynde træningen, inden de er helt klar til det.

Det er endnu

uvist
, hvornår kontaktsport og indendørs sportsgrene kan
genoptages
, men ifølge Dansk Boldspil-Union (DBU) går der minimum tre uger, før breddefodboldklubberne kan begynde at træne igen.

Udvalgte sportsgrene, som igen kan dyrkes i sportsklubber og foreninger

  • Atletik

  • Tennis

  • Cykling

  • Golf

  • Udendørs gymnastik

  • Kajak

  • Ridning

  • Petanque

  • Roning

  • Skydning

  • Triatlon

  • Sejlsport

  • Kroket

  • Motorsport

  • Vandski

  • Udendørs fitness

Facebook
Twitter