Tina Kristensen har været udsendt seks gange til militære operationer i Bosnien, Irak og Afghanistan, og nu har hun måske løsningen på at beskæftige veteraner, der er vendt hjem med psykiske problemer. Mange soldater kontrollerer deres psyskiske sår efter hjemsendelsen, men traumerne kan pludselig få overtaget også flere år efter udsendelsen. Tina oplevede selv, at hun bare havde lyst til at flytte ud i en skov.
Værestedet Oasen skal være et aktivitetscenter med fokus på natur og friluftsliv.
Svært at bede om hjælp
DR har tidligere fortalt, at veteraner med blandt andet posttraumatisk stress ikke magter at komme i jobtræning og på de lovpligtige jobkurser. Alene i Nordjylland er der 4000 hjemvendte soldater, hvor af mange kæmper med dæmoner, men Aalborg Kommune fortæller, at de ikke har kontakt med ret mange.
- Det er enormt svært at bede om hjælp, når man er sej soldat, siger Tina Kristesen.
Hun mener, at kroppen og hjernen i højere grad har brug og ro til at falde ned. Selv havde hun gavn af lange gåture i skoven med sin hund.
Supplement til veteranhjem
Tina Kristensens ide om værestedet Oasen har i dag 35 medlemmer og 600 følgere på facebook. Foreløbig har fire kommuner vist interesse for projektet, som finansieres gennem fundraising.
- Veteranhjemmet i Aalborg er et sted til hygge og samvær med ligesindede. Vores skal ses som et supplement med fokus på de ting, jeg har set virke, siger hun.
Tanken er, at Oasen oprettes som socioøkonomisk værested, hvor soldaterne arbejder med skovbrug eller lettere landbrug. Tina Kristensen abejder frivilligt med projektet, og er selv fortsat ansat i Forsvaret.