Toplærken er i fare for at uddø og lever kun ét sted i Danmark: Nu bliver det til en byggeplads

Et lægehus i Hirtshals skal bygges lige der, hvor fuglen finder føde.

Man vil forsøge at reetablere fuglens favoritfødested på toppen af byggeriet. (Foto: Artur Mikołajewski © WikiMedia Commons)

Danske forskere har i dag offentliggjort en ny udgave af den såkaldte rødliste, der giver et overblik over de meste truede dyr, planter og svampearter i Danmark.

Heraf en del som kun lever ganske få eller endda kun et enkelt sted i landet.

Det gælder blandt andet toplærken.

Den ynglede tidligere i det meste af Danmark, men de senere år har den kun været at finde i det nordligste Jylland, nærmere bestemt ved Hirtshals, hvor den ofte holder til ved cirkuspladsen i midten af byen.

Her har toplærken, der ellers lever i tørre, sandede og åbne områder, tilsyneladende fundet et helle, hvor den trives ganske godt.

Alligevel kan toplærkens eksistens i byen nu være truet.

Kommunen vil nemlig opføre et nyt lægehus på netop cirkuspladsen.

- Cirkuspladsen har simpelthen en god og central placering. Det er fremkommeligt og tilgængeligt for patienterne, og det er særdeles vigtigt, siger formanden for kommunens teknik- og miljøudvalg Søren Smalbro (V) om begrundelsen.

Et skrøbeligt antal

En af dem, der holder særligt øje med toplærkens velbefindende, er naturformidler ved Nordsøen Oceanarium Anders Østerby, der har fulgt fuglen siden midten af 1970'erne.

- Som fuglekigger - og sådan har mange folk her det også - så skal man lige hen og kigge, om toplærken stadig er her, så det bliver lidt underlig den dag, de er væk, siger han.

Han tøver ikke med at kalde toplærken for Danmarks mest sjældne fugl - mere sjælden end storken.

Anders Østerby får pludselig øje på toplærken ved cirkuspladsen i Hirtshals.

Anders Østerby fortæller, at toplærken primært bruger cirkuspladsen som sted at finde føde, mens den finder yngleplads steder med høj vegetation, hvor den kan gemme sig.

I efteråret har der i byen været fire toplærker, der også færdes omkring havnen og togbanearealet, fortæller han.

Det er et meget skrøbeligt antal, og derfor skulle man i virkeligheden have handlet langt tidligere, hvis man for alvor ønskede at hjælp den, mener han.

- For 30 til 40 år siden kunne man måske have gjort noget, men når vi kommer så langt ned, så er det svært, siger han.

Har opkaldt vej efter fuglen

Trods planerne om et nyt sundhedshus skal man heller ikke underkende de lokales begejstring for toplærken.

Flere borgere fodrer den indimellem, og de har også opkaldt en vej (Toplærkegade) og et lejlighedsbyggeri (Toplærkegården) efter den.

De har endda deres eget kælenavn til fuglen, der går for at være frygtløs, når den indimellem blander sig på vejene og i trafikken.

- Den løber nogle gange hen over fodgængerfeltet, men den har en vis evne til at få bilerne til at stoppe. Så vi kalder den stoplærken, siger Mette Jensen, der kan se fuglen fra sin fars lejlighed, når hun er på besøg der.

Da den sjældne fugl er meget afholdt, vil man gøre, hvad man kan, for at byggeplanerne ikke kommer til at gå ud over toplærken, siger Søren Smalbro.

- Etableringsfasen bliver selvfølgelig uden for toplærkens yngleperiode, og dernæst bliver en del af den natur og det græs, som toplærken gerne vil være i, reetableret på toppen af det nye lægehus.

- Så forhåbentlig får toplærken nu nogle taglejligheder med havudsigt, som den kan yngle i, og det vil være rigtig, rigtig fint.

I fare for at uddø

Toplærken er officielt placeret under kategorien CR – kritisk truet på rødlisten.

- Det betyder, at den er i meget stor fare for at uddø, forklarer forsker Jesper Moeslund fra Nationalt Center for Miljø- og Energi ved Aarhus Universitet.

I modsætning til andre dyrearter har fugle dog den fordel, at de kan flyve, og det gør, at toplærken, selv hvis den bliver udryddet i Danmark, har gode forudsætninger for at vende tilbage igen.

- Den har lidt bedre vilkår end nogle af de små immobile arter, der måske ikke bare lige kan flytte sig. Så hvis der kommer bedre levevilkår for nogle af de mobile arter, så vil der også være bedre mulighed for, at de kommer tilbage igen og spreder sig i Danmark, siger Jesper Moeslund.

Stadig håb for toplærken i Danmark

For en kommune som Hjørring, der er naturkommune og endda afholder det årlige folkemøde om natur, Naturmødet, i netop Hirtshals, vil det være skidt at miste toplærken.

Men Søren Smalbro er sikker på, at den også er at finde, efter at man har etableret det nye lægehus i fuglens leveområde.

Når nu arten er så truet, kunne I så ikke finde et andet sted at bygge det her lægehus?

- Det kan du godt have en pointe i, men vi mener oprigtigt, at den her placering i den ende af cirkuspladsen sagtens kan forenes med de brinker, som toplærken yngler i, og de steder, den lever.

- Så det er ikke på bekostning af toplærken, nej, siger han.

Jesper Moeslund fortæller, at det, de truede dyr generelt har brug for, er, at man giver naturen mere plads, så de kan få større leveområder.