Trætop-hotel slår dørene op: 'Taler til en barnlig drøm om at klatre i et træ og bygge en hule'

Den første hytte er nu klar til brug i træerne ved Als Odde.

Sådan ser den nye hytte ud - syv meter over skovbunden. (Foto: Adrian Busk Christensen © DR Nórdjylland)

Der kan komme mange gode idéer ud af en gåtur i skoven.

Det gjorde der for eksempel, da Rasmus Lybæk for cirka otte år siden gik en tur med sin bror og sin far i familiens private skov ved Als Odde i Himmerland.

Da faren beklagede sig over, at det ikke var muligt at tjene penge på skovhugst længere, spurgte sønnen, om han da ikke bare kunne bygge en hytte i trætoppen, som han kunne leje ud til turister.

- Og af en eller anden grund kunne jeg ikke rigtigt slippe ideen, så jeg har sådan set arbejdet på det siden da, fortæller Rasmus Lybæk.

I dag er den første hytte så blevet indviet.

Den ligger syv meter oppe over skovbunden og skal fungere som trætop-hotel med både designermøbler, indlagt vand, elektricitet samt toilet og bad.

Med i projektet har han fået en arkitekt fra Berlin, en turisterfaren veninde og sin egen bror, der alle har været med til at udvikle konceptet.

Det har dog været visse udfordringer undervejs.

Et andet perspektiv på verden

Først skulle de finde ud af præcist, hvad de skulle bruge hytten til. Det var for eksempel en mulighed at lave det til et sommerhus.

Dernæst skulle de finde penge til projektet. Omkring 400.000 kroner er kommet via LAG-midler fra EU.

Og endelig skulle de have en tømrer med på det lidt utraditionelle byggeri.

- De fleste stak halen mellem benene og tænkte, at det var for risikabelt, fortæller Rasmus Lybæk.

Til sidst faldt brikkerne imidlertid på plads.

  • Byggeriet af hytten begyndte i starten af året. (Foto: Adrian Busk Christensen)
  • I dag står det færdigt i skoven ved Als Odde. (Foto: Adrian Busk Christensen)
  • Hytten har både køkken, toilet og bad. (Foto: Adrian Busk Christensen)
  • Og selvfølgelig en fantastisk udsigt til skoven. (Foto: Adrian Busk Christensen)
1 / 4

I bund og grund har alle, der har sagt ja til at være med, haft den samme motivation, siger Rasmus Lybæk.

- Det taler lidt til en barnlig drøm, som vi alle har haft. Om at klatre op i et træ og bygge en hule og så sidde deroppe og kigge ned på verden.

- Der sker et eller andet med os, når vi bare kommer nogle få meter op i luften. Verden ser anderledes ud, og vi kommer tættere på de dyr, der lever i træerne.

Hensyn til naturen

Hytten hænger ikke som sådan fast i træerne, da det ville være for stor en belastning og til sidst tage livet af dem.

I stedet er den bygget rundt om et træ, der nu skyder op af gulvet i hytten og fortsætter ud gennem loftet og tagterrassen.

I det hele taget er der taget store hensyn til naturen i forbindelse med byggeriet.

Fundamentet til de pæle, som hytten hviler på, er ikke lavet af beton som normalt. Pælene er derimod fastgjort ved skånsomt at skrue sig vej ned i skovbunden for at passe bedre på rødderne.

En nat i skoven med komfort

I alt har hytten kostet omkring halvanden million kroner, og prisen for en overnatning for to personer med en let gang morgenmad ligger på 2.750 kroner.

Det vil være et godt alternativ, hvis ikke man vil overnatte primitivt i skoven, mener Rasmus Lybæk.

- Det er til dem, der drømmer om at komme ud i naturen og ikke orker telt eller shelter, men kræver en vis form for komfort, siger han.

Allerede nu har man da også solgt omkring 70 overnatninger til folk fra ind- og udland.

Bliver konceptet en succes på længere sigt, skal der laves flere hytter.

- Der kan bygges flere hytter i den her skov, men i princippet kan det også bygges andre steder, hvis der er andre, der har lyst til at lave noget lignende, siger Rasmus Lybæk.

Facebook
Twitter