Trylleasfalt skal forhindre oversvømmelser

Ny asfalt er fuld af små huller, så vandet fra selv store regnskyl siver igennem på få sekunder

Oversvømmelser efter skybrud skal i fremtiden undgås ved at lade vandet sive gennem en ny asfaltbelægning, som mindsker presset på kloaksystemet. (Foto: Jacob Agerholm © DR Nordjylland)

En ny type asfalt skal fungere som værn mod oversvømmelser, så kældre og huse kan holde sig tørre efter selv kæmpe regnskyl.

Den såkaldte trylleasfalt er fyldt med huller, der er så små, at de ikke kan ses. Vandet siver igennem på få sekunder og leder derved ikke vandet ned i kloakkerne.

-  Ved at vandet ikke bliver ført væk i kloakken, bliver kloaknettet ikke overbelastet af det regnvand, som man forudser, der kommer mere og mere af i forbindelse med større regnskyl, fortæller Karen Svendsen, som er civilingeniør i Vesthimmerland Kommune.

Trylleasfalten bliver lagt på fire lavtliggende villaveje i den nordjyske by Farsø til sommer.

Asfalten kan bære trafikken

På trods af hullerne i trylleasfalten, bliver den ikke ustabil for trafikanterne, fortæller Karen Svendsen.

- Asfalten kan godt bære den trafik, der er ude i et lokalplanområde med boligvej, siger hun til DR Nordjylland.

Der er lige nu ikke planer om at lægge den flere steder i kommunen, men Karen Svendsen vil ikke udelukke det.

Asfalten, som i fagtermer kendes som permeabel asfalt, blev lagt for første gang i Danmark på en fynsk villavej i Hjallese i november måned 2014. Du kan se beboernes første test af den nye asfalt i videoen nedenfor.

https://www.youtube.com/watch?v=qIe8eQ-5Mps&rel=0&showinfo=0