Udstødning kostede Tommy 72.000 kroner: Veteranbiler risikerer til foråret at blive i garagen

Ejere af veteranbiler føler sig forfulgt af Motorstyrelsen, der har øget antallet af kontroller.

Tommy Flauensgaards Ford Conversion Van fremstår i ægte 70’er-stil, men et nyt udstødningsrør og andre detaljer gør, at den ikke længere kan kategoriseres som veteranbil, vurderer Motorstyrelsen. (Foto: Thor Malthe Andersen - DR Sjælland)

Når det igen bliver lunt, og solen skinner udenfor, kan man være heldig at møde en flot gammel veteranbil, når man færdes på de danske landeveje.

Men måske bliver der længere mellem bilerne dette forår.

Motorstyrelsen har, siden den blev rykket til Aalborg i forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser, skruet op for kontrollen.

Og det betyder, at veteranbilejerne risikerer et økonomisk rap over fingrene, hvis de ikke overholder reglerne.

Blandt dem er Tommy Flauensgaard fra Sorø og Bjarne Madsen fra Hjallerup, der hver for sig er i besiddelse af en Ford Conversion Van fra 1979 og en amerikansk Willys Jeep fra 1942.

Den slags biler har de råd til at gå og pleje og pudse, fordi man normalt betaler væsentligt lavere afgifter for en veteranbil, end man gør for en almindelig personbil.

Det kræver imidlertid, at man ikke udskifter originale dele uden at erstatte dem med tilsvarende, så bilen fortsat fremstår i original forfatning. Det er der dog lettere sagt end gjort.

På gården i Hjallerup prøver Bjarne Madsen at sætte gang i motoren. Først sker der ikke noget.

- Det er en stiltiende protest, siger han.

Så begynder Jeepen at brumme.

Svært at genskabe originalen

Jeepen blev benyttet under 2. verdenskrig, før den blev sendt til Norge som en del af Marshallhjælpen efter krigen.

Her var den først i brug i det norske forsvar, inden den i 1986 blev overdraget til det norske hjemmeværn og i 1996 overgivet til civileje.

Bjarne Madsen købte den i 2006.

Da bilen samlet set har været i tjeneste i 50 år i forsvaret, er der lavet mange forbedringer undervejs, og mange effekter er blevet udskiftet.

Derfor vil det også være meget svært for ham at genskabe originalen, hvis Motorstyrelsen beder ham om det.

- Så skal bilen skilles ad, sandblæses og restaureres, siger Bjarne Madsen.

- Og hvilken farve bilen skal males i? Den skal nok være grøn, men ingen ved hvordan. Det er et stort arbejde, og alt, der er lavet på den sidenhen, vil forsvinde.

  • Bjarne Madsen foran sin amerikanske Willys Jeep fra 1942, som han købte i 2006. (Foto: Christine Nørgaard - DR Nordjylland)
  • Efter 50 års tjeneste i både det amerikanske og i det norske forsvar er der lavet mange reparationer undervejs. (Foto: Christine Nørgaard - DR Nordjylland)
  • Dele af sæderne er for eksempel udskiftet. Jeepen bør dog stadig betragtes som en veteranbil, mener han. (Foto: Christine Nørgaard - DR Nordjylland)
1 / 3

Tommy Flauensgaards van er brun og kobberfarvet, og sæderne er betrukket med rød velour.

Selv om bilen fremstår i ægte 70’er-stil, har det kostet ham mange penge at stå til ansvar over for Motorstyrelsen.

Dem stødte han ind i på et biltræf sidste sommer, hvor de vurderede, at udstødningen på hans Ford ikke er original nok, da den går længere tilbage end en normal udstødning.

Derudover var det Motorstyrelsens opfattelse, at også metallak, tæppe og beklædning var uoriginal, samt at adskillelsen mellem førerrum og varerum var fjernet. De mente desuden, at hjulkasserne i varerummet var lavet om til bænke.

Ændringerne resulterede i en ekstraopkrævning på 72.000 kroner i registreringsafgift på bilen.

En opkrævning, der frustrerer Tommy Flauensgaard, der nu har klaget over afgørelsen.

- Den er komplet tidstypisk hele vejen igennem, siger han.

Kun fordi den gamle var rustet op, er udstødningen skiftet. Han har derfor fundet en, som han mener passer ind i stilen, men ifølge Motorstyrelsen strider det mod bilens oprindelige opbygning.

Tommy Flauensgaard forstår ikke, hvorfor Motorstyrelsen går så meget op i, om der er lavet dens slags ændringer på køretøjet.

- Man tolker det helt ned i detaljer med hensyn til originalitet af rat, udstødning og højtalere, og det har aldrig været meningen, siger han.

Store frustrationer

Inde på værkstedet holder der også en ældre hvid Cadillac og en anden Ford, som tilhører andre veteranbilsentusiaster.

Men ejerne tør næsten ikke reparere på bilerne af frygt for, hvad myndighederne vil sige, fortæller Tommy Flauensgaard.

Samme opfattelse har Johnny Rasmussen, der er sekretariatschef hos Motorhistorisk Samråd.

Han forudser, at mange bilejere slet ikke vil køre ud af garagen i foråret.

- Så risikerer man jo at støde ind i nogle af de her kontroller. Frustrationen er meget stor i øjeblikket. Man kan risikere at blive fanget i noget, som man ikke vidste, man kunne blive fanget i, siger han.

  • Førerhuset set indefra i Tommy Flauensgaards Ford Conversion Van fra 1979. (Foto: Thor Malthe Andersen - DR Sjælland)
  • Også bagi har han forsøgt at holde på bilens originale former. (Foto: Thor Malthe Andersen - DR Sjælland)
  • Det er dog svært præcist at vide, hvordan bilen har set ud i 1979. Da han overtog den, var det originale udstødningsrør væk. Derfor kunne han ikke selv se, hvordan det havde set ud, da han selv skulle finde et, der passede til. (Foto: Thor Malthe Andersen - DR Sjælland)
  • Også andre har biler i garagen. De er ligeledes bekymrede for Motorstyrelsens kontroller, fortæller Tommy Flauensgaard. (Foto: Thor Malthe Andersen - DR Sjælland)
1 / 4

I andre europæiske lande er registreringsafgiften anderledes, og flere steder er man mindre strikse med lovgivningen.

I Danmark gør Motorstyrelsen blot, hvad reglerne her foreskriver, forklarer underdirektør i styrelsen Jørgen Rasmussen.

I 2018 da styrelsen var en del af Skat, var der blot fem kontrolaktioner. Året efter var antallet steget til 28.

Det er ikke et resultat af, at kontrollen er skærpet, men at Motorstyrelsen nu er oppe i omdrejninger igen efter flytningen, siger Jørgen Rasmussen.

- Vi har valgt at lave 28 kontroller meget bredt fordelt både i forhold til, hvad vi kigger på og rent geografisk, og det er for at få et billede af, hvordan det ser ud, og om man er gode til at følge de regler, man er forpligtet på ifølge lovgivningen.

Han er dog bevidst om, at der også er situationer, hvor det kan være svært for ejeren af et køretøj at gennemskue, hvad der er rigtigt og forkert at gøre, når man vil reparere sin bil.

Derfor vil Motorstyrelsen skrue op for vejledningen til veteranbilejere, siger han.

- Der er nogle ting, du helt klart gerne må, og det er for eksempel at ændre farve på dit køretøj. Og så er der nogle ting, du helt klart ikke må, og det er for eksempel at skifte motoren, så den får betydeligt flere hestekræfter.

- Indimellem de to yderpunkter ligger der en lang række ting, som man er nødt til at vurdere samlet set for at sige, om man har lavet så mange ændringer på sit køretøj, at det ikke længere fremstår som originalt, siger Jørgen Rasmussen.

Må måske sælge til udlandet

I Hjallerup håber Bjarne Madsen, at Motorstyrelsen vil se med venligere øjne på de køretøjer, de støder på fremover.

Hvis han skal betale fuld registreringsafgift for sin Jeep, fordi den ikke længere kan anerkendes som veteranbil, kan det betyde, at han må sælge den.

- Så ville jeg ikke have råd til at have den, og den ville måske blive solgt til udlandet, siger han.

Derudover ville man gå glip af den historie, der faktisk også følger med, når man ser på de ting, der er lavet på den i løbet af de 50 år, som den har været i brug i forsvaret, fortæller han.

Hvis man skal frygte at lave reparationer på sin bil, kan det i sidste ende føre til, at entusiasterne kaster deres kærlighed på noget andet, og det vil være en skam, mener Bjarne Madsen.

- Det kunne være et maleri eller en Stradivarius. Der kigger myndighederne jo ikke så meget på originaliteten.

Pariet Venstre siger, at de er klar til at se på reglerne.

Artiklen er opdateret, så det tydeligt fremgår, at det også er andre omstændigheder ved Tommy Flauensgaards køretøj end udstødningsrøret, der gør, at den ikke længere vurderes som værende en veteranbil af myndighederne. Derudover er artiklen opdateret med, at Tommy Flauensgaard har klaget over Motorstyrelsens afgørelse.