Uenighed mellem to brødre viser, hvor svært det er at sikre rent vand ad frivillighedens vej

Landmænd og vandværker har vanskeligt ved at blive enige om begrænsning af sprøjtegifte.

Trods deadline den 1. januar 2023 er ingen nordjyske kommuner nået endeligt i mål med at beskytte grundvandsboringer mod sprøjtegifte. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix Denmark)

To brødre sidder på hver deres side af bordet, når det handler om at sikre rent drikkevand.

Den ene, Lindhardt Jensen, er landmand.

Den anden, Lars Jensen, er formand for det lokale vandværk i Assens i Himmerland.

Og de har svært ved at blive enige.

Som formand for vandværket er Lars Jensen interesseret i at få købt den del af Lindhardt Jensens jord, der ligger tættest på vandværkets boring, fri, så Lindhardt ikke længere sprøjter på arealet.

Men det tilbud, som landmanden har fået i hænderne, er ikke godt nok, mener han.

- Det er for lavt, siger Lindhardt Jensen.

For tre år siden besluttede politikerne at lade vandværker, kommuner og lodsejere forsøge at sikre bedre beskyttelse af grundvandsboringer ad frivillighedens vej.

De skulle se, om de selv kunne nå til enighed - uden regulering fra statens side.

Men erfaringerne viser, at det er svært at nå til færdige aftaler, fordi der er forskellige interesser på spil.

I Nordjylland er ikke én af de otte kommuner, hvor der er behov for at beskytte drikkevandsboringer mod sprøjtegifte i nærområdet, endnu nået i mål.

Det hænger blandt andet sammen med, at det tager lang tid at få aftalerne i stand, lyder det fra miljømedarbejder i Vesthimmerlands Kommune Bastian Egede Jensen.

- Det er frivillige bestyrelser (hos vandværkerne), som skal finde tid til det, og de skal ud at snakke med lodsejere, og lodsejernee skal hjem og snakke med deres bagland. Der går rigtig meget tid med snak og møder i det her, hvor parterne skal nærme sig hinanden, siger han.

Tvist om kompensation

Når Lindhardt Jensen ikke er tilfreds med det tilbud, han har fået, hænger det dels sammen med prisen, og dels sammen med de indtægter, han kan gå glip af fremadrettet.

Hvis jorden bliver mere værd om ti eller tyve år, vil han gerne sikres en ekstrabetaling på det tidspunkt for ikke at sprøjte og udnytte jorden. Men det argument har hans bror, Lars Jensen, som vandværksformand, svært ved at forstå.

- Så vil vi også have penge tilbage, hvis jorden bliver ringere eller mindre værd, siger han.

- Vi kan ikke gå ind og indeksregulere sådan noget som det her. Det er et engangsbeløb, de (landmændene) får, og jeg synes, vi har givet dem et godt tilbud på deres jord. Og de beholder jo jorden. Vi køber ikke jorden af dem, lyder det fra Lars Jensen.

Lars Jensen (tv.) og Lindhardt Jensen (th.) repræsenterer som brødre hver deres side i forhandlinger om drikkevandsboringer. (Foto: © Privatfoto / Christine Nørgaard DR Nyheder)

At vandværket ikke køber jorden, men blot giver penge for at friholde den fra sprøjtegifte, giver Lindhardt Jensen dog ikke meget for.

- I fremtiden vil jeg ikke kunne sprøjte på jorden, og det er jo det, der kan være nødvendigt for at dyrke jorden, siger han.

Skal ikke på landmandens regning

Lindhardt Jensen har på sin side forståelse for, at man er nødt til at sikre drikkevandet mod sprøjtegifte. Men han mener ikke, det kan være rigtigt, at han skal lide økonomiske tab for at få det til at lykkes.

- Det er jo ikke landmanden, der skal betale for, at borgeren i byen får rent vand, siger han.

Hvis ikke parterne formår at indgå aftaler om beskyttelse af drikkevandsboringer frivilligt, kan det ende med, at kommunerne og staten tager hårdere midler i brug for at sikre de fælles ressourcer.

Men Lindhardt Jensen frygter ikke at blive tvunget til at friholde sin jord.

- Hvis der kommer et påbud, må vi tage det derfra, og så ender det jo for nogens vedkommende i en retssag, siger han.

Om den kommende weekends familiejulefrokost vil gyde olie på vandene mellem de to brødre, vides ikke.

Meget, men måske ikke alt, kan løses over en snaps.