Unge om pres i gymnasiet: 'Man kan aldrig sådan hundrede procent slappe af'

Afleveringer og karakterer fylder for meget i dagligdagen, mener flere elever.

Sille, Emma og Lasse kan godt forstå, at mange unge føler sig pressede. (Foto: Morten Lerkenfeldt Sørensen © DR Nyheder)

Langt størstedelen af de unge i gymnasiet er glade for at gå i skole – men samtidig føler de sig pressede, og flere har endda overvejet at droppe ud.

Det viser en ny trivselsundersøgelse foretaget af Børne- og Undervisningsministeriet blandt 83.000 elever på gymnasiale uddannelser.

For pigernes vedkommende er det næsten 70 procent, der føler sig pressede på grund af egne krav og forventninger til skolearbejdet. For drengene er det knap 50 procent.

Og det billede kan de godt nikke genkendende til på gymnasiet i Frederikshavn.

- Det kan altid lige blive den tak bedre, og det kan godt stresse nogle gange, fortæller Emma Dela Skov fra 3.K.

- Man kan aldrig sådan hundrede procent slappe af.

Emma Dela Skov spiller fodbold i sin fritid, og det giver en pause fra karakterer og afleveringer.

Men der kan også gå sport i gymnasiet, erkender hun.

- Jeg er virkelig et konkurrencemenneske, og så kan jeg godt have det sådan, at hvis de andre får højere karakterer end mig, så har jeg ikke gjort det godt nok, og føle, at man bliver lidt utilstrækkelig.

Overskuddet forsvinder

Hun har ikke nemt ved at beskrive, hvordan det opleves, når man føler sig presset.

Men overskuddet forsvinder på en måde, forklarer hun.

- Man plejer måske at have overskud til at lave alt muligt i sin fritid, og så sidder man lige pludselig bare og føler sig træt, siger Emma Dela Skov.

Når karaktererne er så vigtige, hænger det blandt andet sammen med, at man gerne vil sikre sig så godt som muligt til årene, der kommer.

Også selvom man ikke helt ved, hvad man gerne vil, mener Emma Dela Skov.

- Jeg tror, at alle gerne vil åbne så mange muligheder for sig selv i fremtiden som muligt. Jeg vil for eksempel gerne ind på medicinstudiet. Så er det jo ikke altid godt nok at få et 10-tal.

Ville være spild af tid at stoppe

Sille Løkke Lorentzen, der ligeledes går i 3.K, kan også føle sig presset over hverdagen på gymnasiet.

Tanken om at lave noget andet og tage en erhvervsuddannelse har tidligere strejfet hende.

- Men så ville jeg også bare føle, at jeg havde spildt min tid her, siger hun.

Speciel i 3.G er der meget på spil. Ikke mindst i forhold til karaktererne.

Derfor så Sille Løkke Lorentzen gerne, at karaktererne blev skiftet ud til fordel for en bedømmelse med bestået/ikke bestået samt mundtlig eller skriftlig feedback.

Det ville give mere ro på, mener hun.

- Det er måske lidt en fantasiverden. Men det ville være skønt ikke at skulle gå op i karakterer hele tiden.

Ikke tid til meget andet

I 1.G kan Lasse Bak godt forstå, at nogle tænker på at kvitte gymnasiet.

Det er svært at få plads til alt det, han ellers er optaget af, mener han.

- Jeg har fået gode karakterer i folkeskolen og kan sagtens klare det. Det er bare meget tid, der går tabt med det, siger Lasse Bak.

- Man har ikke særligt meget tid til at gøre andet, når man er færdig med sine afleveringer og sine lektier. Fordi det er der meget af.

Reelt set burde det slet ikke være karaktererne, som var afgørende for ens gymnasieophold, siger Emma Dela Skov.

- Så ville man være her for at lære i stedet for hele tiden at føle, at man skal præstere. Det synes jeg ville være en meget bedre tankegang.

Facebook
Twitter