V-ordfører: Kontanthjælpskampagne er rettet mod indvandrere

Venstres retsordfører siger, at de store avisannoncer om høje kontanthjælpsbeløb er rettet mod indvandrerfamilier og asylansøgere.

- Gabet skal være større end de 24.000 kroner, men at pege på et bestemt tal vil blot kortslutte debatten om, at det skal kunne betale sig at tage et arbejde, siger Karsten Lauritzen (V). (Foto: DR © DR)

Venstres kampagne mod kontanthjælpen er rettet mod indvandrere og asylsøgere.

Det siger Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen.

Mandag indrykkede partiet helsides-annoncer med at budskab om at man får udbetalt 454.215 kroner i en familie med tre børn og hvor både far og mor er på kontanthjælp.

Vel at mærke når tillæg som for eksempel børnecheck og tilskud til børnehave og vuggestue tælles med. Tillæg som også folk i arbejde får.

Ordfører: Voldsom stigning i antallet af indvandrer-par på kontanthjælp

Omkring 1.100 familier - især indvandrerfamilier - får udbetalt dette beløb og det er alt for mange, mener Karsten Lauritzen.

- Siden regeringen afskaffede starthjælpen, er der er sket en voldsom stigning i antallet af ægtepar med indvandrerbaggrund, hvor begge er på kontanthjælp, siger han.

Ret til flere penge når man lærer sproget

Familierne vil ifølge beregninger fra Beskæftigelsesministeriet kunne tjene 24.000 kroner om året efter skat ved i stedet at tage et arbejde.

Men det beløb tilskynder ifølge Karsten Lauritzen ikke til at tage et arbejde og derfor vil Venstre skære væsentligt i såvel kontanthjælp som offentlige ydelser til indvandrere.

- Man starter langt lavere end i dag, men i takt med, at man som nydansker lærer sproget, tager en uddannelse eller et arbejde, så får man også ret til en større grad af offentlige ydelser. Og også højere offentlige ydelser, siger Karsten Lauritzen.

Afviser at sige konkret beløb

Han vil ikke i kroner og øre fastslå, hvor stort gabet skal være mellem løn og ydelser til personer i arbejde og personer på kontanthjælp skal være.

- Gabet skal være større end de 24.000 kroner, men at pege på et bestemt tal vil blot kortslutte debatten om, at det skal kunne betale sig at tage et arbejde, siger retsordføreren.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk