Varmeværker ser lyset i solfangere

Investeringer i solfangeranlæg er et populært foretagende for landets varmeværker.

I Løkken vil et nyt solfangeranlæg stå for 18 procent af varmeværkets produktion. (Foto: Marendine Ladegaard © DR Nórdjylland)

- Vi gør det, fordi det er rentabelt. Og fordi det er medvirkende til den grønne omstilling.

Sådan siger formanden for varmeværket i Løkken, Keld Emil Damsgaard, der er godt tilfreds med selskabets nyeste investering.

Som mange andre stedet i landet har man her valgt at kaste penge i et nyt solfangeranlæg, der fremover skal bidrage til varmeforsyningen til blandt andet radiator og opvaskemaskine.

Et godt supplement

Siden sidste år er omfanget af solfangeranlæg i Danmark steget med 64 procent. Det oplyser nyhedsmagasinet Ingeniøren.

Men selvom det lyder af meget, så er der fortsat et stykke tid til, at solvarme kan være en fuldgod afløser for andre typer af varmegenerende kilder eller materialer.

- Det er ikke en erstatning, men et supplement til vores brændsel. Det solanlæg, vi laver vil producere cirka 18 procent af vores behov, siger Keld Emil Damsgaard.

Prispres på materialer

I Løkken har man først og fremmest øjnet en fin forretning i solfangerne, og på sigt kan den på grund af prisstigninger på andre reserver blive endnu bedre, mener formanden.

- Vi tror faktisk på, at det bliver en bedre økonomi i fremtiden, end den der er i projektforslaget. Der er nok ingen tvivl om, at flisprisen vil komme under pres, så vi er sikre på, at vi vil få god effekt af et solfangeranlæg.

Et tilskud på ti procent kan være medvirkende faktor til de mange nye investeringer.

Facebook
Twitter