Vejkonflikt i Sæby: 'Kommunen negligerer os gang på gang'

Sæby-borgere og byrådet i Frederikshavn Kommune har gang i en ophedet diskussion om ny vej i kommende boligområde.

Josephine Søndergaard Sørensen købte en grund på Langtvedvej i Sæby med sin mand, før kommunen planlagde stort boligområde ved vejen. Nu frygter hun, at tung trafik ved vejen kan blive farligt for hendes børn. (Foto: Simon Krogh Johansen. © DR Nórdjylland)

Et nyt boligområde har skabt oprør hos en stor gruppe borgere i Sæby.

Der skal bygges 360 nye boliger, som skal ligge ved den lille vej, Langtvedvej. Men Frederikshavn Kommune har ikke i sinde at bygge en ny vej dertil.

Det har fået 862 borgere til at skrive under på, at de er imod lokalplanen. De kræver, at der bliver bygget en ny vej. Vejkonflikten er én af de ting, Frederikshavn Kommune skal diskutere op til kommunalvalget.

Blandt underskriverne er Josephine Søndergaard Sørensen. Hun er ved at bygge hus med sin mand til dem og deres fire børn. De købte grunden ved Langtvedvej før kommunens plan om det nye boligområde, og nu hænger drømmen om et fredeligt liv omgivet af natur og med hus ud til en sikker skolevej i en tynd tråd.

- Vores børn skal selv kunne cykle i skole. Men når der kommer så meget tung trafik på Langtvedvej under byggeriet af de nye boliger, så bliver vi faktisk dybt bekymrede, siger hun.

Må se langt efter en ekstra vej

Ligesom mange andre ønsker Josephine Søndergaard Sørensen, at kommunen bygger en ekstra vej til området, så hun ikke skal bekymre sig for sine børns sikkerhed. Kommunen har også undersøgt tre forskellige muligheder for at bygge en ekstra vej. Men indtil videre er der flertal for, at man nøjes med at omdanne Langtvedvej til en 2 minus 1 vej, så den får een vejbane med cykelsti i begge sider.

- Der kommer ikke til at være plads til, at mine børn kan cykle på en cykelsti, når vejen er for smal til, at to biler kan passere hinanden, siger hun.

- De negligerer os gang på gang

Siden kommunen godkendte planforslaget om boligområdet, er der kommet 35 høringssvar, som alle kritiserer planen. Men Frederikshavn Kommune har ikke taget kritikken til efterretning eller justeret i deres planer.

Hans Rødsgaard-Mathiesen står på Langtvedvej i Sæby, som han mener er alt for smal til den fremtidige trafik. (Foto: Simon Krogh Johansen. © DR Nórdjylland)

Kommunens behandling af sagen frustrerer Hans Rødsgaard-Mathiesen, som står i spidsen for gruppen af oprørte borgere med kampagnen "Bevar Langtvedvej som den er nu!"

- Vi synes, at kommunen og forvaltningen opfører sig med en arrogance uden lige, for de lytter ikke til hørringssvarerne og underskrifterne, siger han.

- De negligerer os gang på gang.

Byrådet er splittet

Vejkonflikten har skabt stor debat blandt partierne i Frederikshavn Kommune. For Socialdemokratiet vil som det eneste parti ikke gå med til at bygge en ekstra vej til det kommende boligområde. Og Socialdemokratiet udgør 20 af byrådets i alt 29 medlemmer.

Karsten Thomsen som er socialdemokratisk formand for Teknisk udvalg i Frederikshavn Kommune, mener, at det vil være tilstrækkeligt at udvide Langtvedvej i Sæby til en 2 minus 1 vej og tilføje en cykelsti til de bløde trafikanter. (Foto: Simon Krogh Johansen. © DR Nórdjylland)

Lige nu står Karsten Thomsen, som er socialdemokratisk formand for teknisk udvalg i Frederikshavn Kommune, ikke til at ændre mening.

- Når byggeriet er færdigt om 10 til 15 år kan det godt være, at trafikken giver behov for noget andet, men med det behov, vores administration siger, at der er, så synes vi, at det her er den rigtige løsning, siger han.

Udvidelsen af Langtvedvej kommer ifølge kommunen til at koste to millioner kroner, mens en helt ny vej vil koste et tocifret millionbeløb.

- Vi synes, at det er rigtigt at bruge to millioner på at udvide Langtvedvej i stedet for at bruge 20 millioner på en ekstra vej, som vi ikke ved, om der er behov for i fremtiden, siger han.

Men Peter Sørensen, som er formand for plan- og miljøudvalget for Venstre i Frederikshavn Kommune, er uenig i det argument.

- Det er altid fornuftigt ikke at bruge nogen penge, som du ikke ved hvad du får for, men vi vil investere, fordi vi tror på fremtiden i det, siger han.

- Vi skal ikke arbejde med bind for øjnene og vat i ørerne

Indtil videre er der i Frederikshavn Kommune flertal for at vente med at bygge en ekstra vej i Sæby. Men det er generelt set smartest for en kommune at udvide vejnettet, samtidig med at den udbygger boligområder. Det mener Otto Anker Nielsen, professor ved DTU og leder af transportdivisionen.

- Så undgår man en periode, hvor der er meget trængsel på vejnettet. I nogle kommuner er det gået helt galt, og borgere har skullet leve med lange køer og manglende kapacitet, siger han.

Peter Sørensen som er formand for plan- og miljøudvalget for venstre i Frederikshavn Kommune, mener ikke, at Langtvedvej kan rumme den trafik, han forventer vil komme i fremtiden. (Foto: Simon Krogh Johansen. © DR Nórdjylland)

Peter Sørensen håber, at byrådet ender med at finde en anden løsning end en udvidelse af Langtvedvej.

- Vi skal passe på ikke at komme til at arbejde med bind for øjnene og vat i ørerne. Langtvedvej skal ikke bruges til det her, for det er den slet ikke dimensioneret til, siger han.

Sagen bliver diskuteret i Plan- og miljøudvalget i Frederikshavn kommune i dag.

Facebook
Twitter