Vil du droppe bilen for en elcykel? Tine lånte en cykel af kommunen og solgte bilen

I et grønt projekt lånte bilister en elcykel i en måned i stedet for at bruge bilen. Efterfølgende har hver femte købt en cykel.

Tine Bundgaard Husum har skiftet bilen ud med en elcykel. (Foto: PRIVATFOTO)

Du kender det sikkert, hvis du kører i bil. Du er på vej på arbejde om morgenen, og så støder du på en endeløs række af røde bremselys. Så sidder du der i kø sammen med alle de andre, som også kører i bil på arbejde.

Men hvorfor så ikke skifte bilen ud med en cykel?

Det er tanken bag et projekt i byen Vodskov i Aalborg Kommune, hvor kommunen har udlånt elcykler til bilister i en måned.

Og projektet er en succes. 41 bilister har lånt en cykel, og ud af dem har hver femte efterfølgende købt en cykel, og hver fjerde fortæller, at de cykler mere.

- Det viser, at vi er klar til at ændre vores vaner. Bare på én måned får vi altså rykket forholdsvis mange mennesker fra bilen over på en elcykel, siger Zacharias Brix Madsen, som er grøn agent i Aalborg Kommune.

Har skiftet bilen ud med en elcykel

Tine Bundgaard Husum var en af de bilister, som lånte en cykel i projektet i Vodskov. Dermed cyklede hun de 15 kilometer, hun har på arbejde.

- Vi havde to biler, og vi overvejede at skifte til kun én bil. Så var det en god mulighed for at prøve at cykel på arbejde i stedet, siger hun.

Efter projektet har Tine Bundgaard Husum valgt at skifte bilen ud med en elcykel.

- Det er rigtig dejligt at cykel på arbejde. Selvom det er en elcykel, får jeg faktisk motion. Jeg bestemmer jo selv, hvor meget jeg vil skrue op for strømmen, siger hun.

Tine Bundgaard Husum siger, at hvis man vil begynde at cykle på arbejde, så handler det om at starte en god vane.

- I den måned, hvor jeg lånte en cykel, skulle jeg jo bare afsted ligegyldigt hvad, og så fandt jeg ud af, at det var rigtig godt.

Flere kommuner tilbyder gratis lån af elcykler

I Frederikshavn Kommune har man også gode erfaringer med at låne elcykler ud.

For udover at spare tid i trafikken er der også mange andre fordele ved at tage cyklen på arbejde. Det fortæller Poul Rask Nielsen, som er projektchef i Energibyen i Frederikshavn Kommune.

- Man sparer meget CO2 ved det her, og så er det jo sundere at cykel på arbejde, siger han.

I projektet i Frederikshavn Kommune har over 100 personer i år lånt en cykel af Energibyen Frederikshavn. Her lyder det også, at udlånet får flere i gang med at cykle.

Fik ideen i køen på vej til arbejde

Projektet med at låne elcykler ud i Vodskov var et samarbejde mellem Vodskov Samråd, Aalborg Kommune og den lokale cykelhandler.

Ideen til at prøve projektet i Vodskov kom fra Jytte Laden Nielsen, som er med i Vodskov Samråd. Hun fik ideen, da hun selv sad fast i trafikken om morgenen.

- Jeg har selv spildt mange timer i bil sammen med alle de andre bilister, som også sad alene i deres biler. Så læste jeg om det her projekt og tænkte, at det skulle vi prøve, siger hun.

Flere kommuner over hele landet har lignende tilbud til borgerne, blandt andet i Randers, Odense, Herlev, Roskilde og Frederiksberg.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter