Virologer bekymrede: 1.500 unge mødes til festuge på nordjysk campingplads

Arrangører forsvarer ungdomscampen Skyland Beach Camp.

Flere af campdeltagerne er opmærksomme på smittefaren, men erkender at det er svært at overholde alle regler, når festen først er i gang.

Er det forsvarligt at samle tusind unge mennesker til en uge med fest, musik og dans?

Eller er det endnu for tidligt?

I denne uge finder første del af Skyland Beach Camp sted ved Øster Hurup på den nordjyske østkyst.

En camp for festglade unge, der skal få humøret i top, mens man samtidig forsøger at imødekomme de mange restriktioner indført i forbindelse med corona-smitten.

Men to virologer er bekymrede.

- Jeg synes, det udgør en risiko for, at der sker unødvendig spredning, siger professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitets Institut for Biomedicin Søren Riis Paludan.

Også virologi ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen er betænkelig ved arrangementet.

- Vi ved, at denne her virus trives i det, vi kalder superspreder-situationer, og det er sådan noget som det her, siger han.

Skyland Beach Camp havde egentlig plads til op mod 6.000 gæster.

På grund af restriktionerne i forbindelse med coronavirus har man skåret i deltagerantallet, men modsat mange andre festivaler og events af samme størrelse har man ikke valgt at aflyse.

I denne uge er 1.000 unge lukket ind på camp-pladsen, og i næste uge vil der være op til 1.500.

Fest i små områder

Når det kan lade sig gøre at samle så mange mennesker uden at bryde forsamlingsforbuddet, skyldes det, at campen finder sted på en campingplads, og at man har delt området op i flere små områder.

Det forklarer medstifter af Skyland Beach Camp Bjørn Nikolaj Lund Pedersen.

- Vi har gjort det på den måde, at vi har delt folk ind i felter, hvor de har masser af plads. Og der er de sammen med dem, de bor sammen med i deres camp, siger han.

Hver camp har plads til 50 personer, og under hele campen vil man holde grundigt øje med, om det antal overholdes, siger Bjørn Nikolaj Lund Pedersen.

- Skulle folk begynde at klynge sig lidt for meget sammen, så er det aftalt med politiet og vagterne, at vi går hen og skiller personerne ad.

Derudover er der skruet op for rengøringen, og også toiletfaciliteterne er opgraderet, så man ikke risikerer lange køer, hvor folk står tæt.

Alkohol kan være uheldig faktor

Trods de mange tiltag kan det blive svært at holde folk adskilt på en måde, så det forebygger eventuel smittespredning, mener Søren Riis Paludan.

- De kommer specifikt for at have det rigtig sjovt. Det inkluderer nok også en del alkohol. Så nogle gange tror jeg ikke, at reglerne vil blive fulgt, siger han.Det er Allan Randrup Thomsen enig i.

- Det er et relativt stort antal mennesker, man samler. Og når man så samtidig blander alkohol og selskabelighed ind i det, så er det ikke en helt ideel situation, siger han.

For et par uger siden var det en demonstration i København arrangeret af Black Lives Matter-bevægelsen med deltagelse af omkring 15.000 mennesker, der skabte debat.

I den sammenhæng lyder 1.500 ikke af meget.

Men det er vigtigt at tage de konkrete omstændigheder med i betragtning, påpeger Allan Randrup Thomsen.

- Det er svært at sammenligne de to situationer. Ved en demonstration er man måske sammen med andre mennesker i tre timer. Her bor de unge mennesker sammen i fem dage, og risikoen for smitteoverførsel afhænger både af tid og afstand, siger han.

- Når det så er sagt, så man må jo også sige, at risikoen for, at der er en smittet til stede, hvis der er 1.500 mennesker, er relativ lille.

Medstifter af Skyland Beach Camp Bjørn Nikolaj Lund Pedersen mener, at man har gjort alt, hvad man kan, for at skabe sikre rammer om eventet. (Foto: Thomas Gaardmand © DR Nyheder)

Hos Skyland Beach Camp er man i løbende kontakt med politiet.

Vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi Poul Severinsen siger, at det ikke er politiets opgave at godkende campen, da det er lovligt at holde campingpladser åbne for gæster.

Politiet skal til gengæld holde øje med, at de gældende restriktioner og regler overholdes.

Er det realistisk, at man kan overholde retningslinjerne?

- Det er et rigtig stort sted rent geografisk, så umiddelbart er der ikke problemer med at overholde forsamlingsreglerne som sådan.

Han tør dog ikke udstede nogen garantier.

- Når vi ikke er der, kan vi selvfølgelig ikke forhindre, at de unge mennesker kan forsamles mere end 50. Så jeg vil ikke afvise, at det kan ske, siger Poul Severinsen.

Vagter på pladsen skal holde øje med, at reglerne overholdes og skride ind, hvis det ikke sker. (Foto: Thomas Gaardmand © DR Nyheder)

Ifølge Bjørn Nikolaj Lund Pedersen bliver der 'smæk på' hele ugen.

Men han holder fast i, at det er forsvarligt at samle så mange mennesker. Det gør man nemlig også på andre campingpladser.

- Alle andre campingpladser i Danmark må gerne holde åbent, og familier og gamle mennesker må gerne tage afsted. Så må unge mennesker ikke? Det synes jeg ikke er fair, siger han.

Spørgsmålet er dog, om det kan lade sig gøre at holde de unge adskilt, når først musikken spiller.

Kan man ikke godt risikere, at alle tusind har været sammen på et eller andet tidspunkt, når ugen er omme?

- Jo, mon ikke folk har krydset hinanden på en eller anden måde, men det gør man jo også ude i den virkelige verden. Der krydser man hele tiden nye mennesker på sin vej. Vi har gjort det, så godt vi kan, og vi føler, at det er sikre rammer.

Når gæsterne tager hjem, bliver de opfordret til at lade sig teste.

Derudover ligger der en klar plan for, hvad der skal ske, hvis en eller flere deltagere viser tegn på smitte.

Den nuværende udgave af Skyland Beach Camp slutter fredag. Den 5. juli bliver der åbnet for en ny camp.

Facebook
Twitter