VM-heltene vender tilbage til klubberne: 'Fedt at trække i arbejdstøjet igen'

Henrik Møllgaard er klar på banen igen - efter flere dage med fest.

Henrik Møllgaard roser særligt sine unge medspillere for deres indsats under VM både på og udenfor banen. (Foto: © Claus bech, Ritzau Scanpix)

I søndags skrev de sportshistorie.

Herrelandsholdet i håndbold vandt som de første nogensinde VM-pokalen for tredje gang i træk.

Det blev fejret med fest, hyldest fra håndbold-glade danskere og rådhuspandekager.

Men kun fire dage efter finale-fejringen er det op på hesten igen.

I dag er spillerne fra Aalborg Håndbold nemlig samlet til træning for første gang siden VM.

- Jeg har glædet mig til at være tilbage igen. Det er fedt at trække i arbejdstøjet igen, siger Henrik Møllgaard, der til dagligt spiller i Aalborg Håndbold.

'Fester som rockstjerner'

De seneste dage har landsholdet haft travlt med at fejre deres VM-triumf.

Henrik Møllgaard skrev på Twitter i tirsdags, at ‘ja ja, vi spiller som verdens bedste… men vi fester som rockstjerner (...)’.

Og præcist hvordan rockstjerner fester, kan kun beskrives på en måde:

- Hårdt. Det gik virkelig hårdt for sig. Jeg synes specielt, at vi virkelig kan være stolte af dag to med fest, griner Henrik Møllgaard og fortsætter:

- Det er der, man skiller fårene fra bukkene. Man skulle lige trækkes op, og nogle var ved at falde fra, men jeg skal love for, at vi havde en fantastisk aften og nat. Vi blev både fulde og dumme, og det var præcist som det skal være, når man har vundet VM.

  • (© Aalborg Håndbold)
  • Otte af spillerne fra Aalborg Håndold har været til VM. Mikkel Hansen, Henrik Mølgaard og Mads Hoxer for det danske landshold, to spillere fra Norges landshold, to spillere fra det svenske landshold og én spiller fra det islandske landshold. (© Aalborg Håndbold)
1 / 2

‘Vi har hygget os og vundet det hele’

Henrik Møllgaard har været med til alle tre VM-slutrunder, som håndboldherrerne netop har vundet for tredje gang i træk.

Men hver slutrunde har været sin egen, selvom de alle er endt med guld til Danmark.

I 2019 spillede de VM-slutrunden på hjemmebane i Danmark, hvilket gav en helt særlig indsigt i, hvor meget håndbold betyder for mange danskere.

To år senere var de lukket inde på hotelværelser i Egypten på grund af corona-pandemien. Her blev holdet styrket af at være så intenst meget sammen.

Fra dette års VM-slutrunde har det særligt været de nye unge spillere, som har gjort indtryk på Henrik Møllgaard.

- Det er nemt at sige, at eksempelvis Simon Pytlick har spillet fuldstændig fantastisk håndbold og er brændt igennem - men lige så god har han også været udenfor banen, siger Henrik Møllgaard og fortsætter:

- Det kan jeg også sige om alle de andre, så det har virkelig været en slutrunde uden knaster. Vi har bare hygget os, spillet god håndbold, vundet det hele og fejret det.

Vigtigt opgør venter

Under en uge efter VM-finalen, skal flere af spillerne fra landsholdet igen på banen.

Lørdag den 4. februar er der et stort opgør mellem GOG og Aalborg Håndbold i HTH Herreligaen.

Og Henrik Mølgaard forventer, at noget af stemningen fra VM-finalen følger med - både for spillerne og tilskuerne.

- Jeg tror, at der vil være en vanvittig energi på lægterne. Publikum er i håndbold-gear, siger han og fortsætter:

- Udover, at kampen er vigtig i forhold til det danske mesterskab, så er folk virkelig med på, at lige nu er håndbold bare brandvarmt.