15-årige pige død af overdosis

En 15-årig pige er død efter overdosis af stoffer. Hun var stukket af fra opholdssted i Brædstrup.

En 15-årig pige, der var stukket af fra et opholdssted i Brædstrup, er død af en overdosis stoffer. Sandsynligvis var der tale om amfetamin. (Foto: DR- Johnny Krone)

En pige på 15 år er død og to er indlagt på grund af en overdosis stoffer.

Den 15-årige pige boede på opholdsstedet Arnhøjgård i Brædstrup og dødsfaldet skete, mens hun var stukket af fra stedet.

Dødsfaldet skete i et hus nær Assens på Sydfyn, hvor den 15-årige var på besøg.

Muligvist amfetamin

Det er sandsynligvis amfetamin, der er skyld i dødsfaldet. Det blev opdaget ved, at en politipatrulje i går rutinemæssigt opsøgte huset, fordi de ledte efter den 15-årige.

Betjentene var nødt til at bryde ind i huset, da der ikke var svar, og fandt så de tre. De to, der er indlagt på hospitalet, er begge uden for livsfare, oplyser vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi.

Tavst opholdssted

På opholdsstedet Arnhøjgård ønsker stedfortræder Kristian Løgager Nielsen ikke at oplyse, hvornår den 15-årige pige forsvandt fra stedet og henviser til Assens Kommune.

I Assens kommune ønsker børn- og ungechef Morten Madsen ikke at stille op til interview.

Opholdsstedet Arnhøjgård har plads til fire unge.

Af Landsforeningen af Opholdssteders hjemmeside  fremgår det, at stedet tager imod børn og unge med sociale problemer og udadreagerende adfærd, med skoleproblemer eller som har været udsat for sexuelle krænkelser

 

Facebook
Twitter