2022 blev værste konkursår i 12 år: Vejledning kan redde virksomheder, hvis ejerne tør række ud

Tilbuddet Early Warning har hjulpet 900 virksomheder i økonomiske problemer.

Ifølge Danmarks Statistik gik 2.834 aktive virksomheder konkurs i 2022. (Foto: © Hanne Høier, DR)

Det har ikke været let at være virksomhedsejer de senere år. Coronanedlukninger og inflation har gjort livet svært i flere brancher, og i 2022 måtte mange dreje nøglen om til drømmen om egen virksomhed.

2022 blev nemlig året med flest konkurser siden 2010. Det har samtidig fået et rekordstort antal virksomheder til at række ud efter hjælp som et sidste håb om at kunne redde sin virksomhed.

I de regionale erhvervshuse har den gratis vejledning Early Warning hjulpet 900 virksomheder i økonomiske problemer. Normalt er det omkring 500 virksomheder, der søger hjælp.

Et lille entreprenørfirma fra Mellerup ved Randers er en af de virksomheder, som blev reddet, fordi ejer Nels Herholdt Madsen rakte ud efter hjælp.

Han havde lavet en fatal regnefejl på et stort projekt og skulle have hjælp til at tage kontorarbejdet alvorlig, siger fortæller han.

- Det gjorde lidt ondt. Det sårer ens stolthed, for jeg synes jo ikke, at andre skal blande sig i min lille forretning. Men til sidst blev jeg nødt til at overgive mig, og jeg blev godt modtaget, siger Nels Herholdt Madsen.

Entreprenør Nels Herholdt Madsen har i dag nedskaleret sin virksomhed fra omkring ni mand til i dag tre inklusiv ham selv. Det har reddet virksomheden. (Foto: © Thomas Boel, DR)

Det er rigtig vigtigt, at virksomhedsejere griber ud efter hjælp, ligesom Nels Herholdt Madsen.

Det mener Philipp Schröder, der er professor i økonomi på Aarhus Universitet.

- Det har en stor værdi at få hjælp til tidligt at erkende, at man har problemer og få tidlig hjælp til at bevare den del af virksomheden, som giver værdi, og lukke det, der ikke er levedygtigt. Processen er meget svær at gøre alene for ejerne, siger han.

Kan få hjælp til at undgå konkurs

Det kan nemlig være en mulig vej ud af konkurs, at man kun lukker dele af en virksomhed.

Det forklarer Philipp Schröder.

- Man kan få hjælp til at identificere, hvilke aktiviteter i virksomheden der giver overskud, og hvilke der giver underskud. Ved at fokusere på det, der kører godt, kan man løfte den samlede virksomhed.

- Hvis man for eksempel ejer tre restauranter, og den ene ikke giver overskud, så luk den og fokuser på de to andre, siger han.

Og det er ikke kun vigtigt for virksomhedens egen skyld, at ejerne tidligt ser problemerne i øjnene.

- Væksten i Danmark er afhængig af, at virksomhedsejere er dygtige til at tage deres medarbejderes timer og konvertere til værdi. Ellers er det bedre for samfundet, at virksomheden lukker, og medarbejderne kommer et andet sted hen, hvor de kan skabe værdi, siger han.

Svært at se realiteten i øjnene

Men det er langt fra alle virksomheder, der søger den hjælp, de har brug for.

Det kan ifølge ledelsesrådgiver fra fagforeningen Lederne Michael Uhrenholt skyldes, at virksomhedsejerne ikke har nok økonomisk viden.

- Virksomhedsejere har ofte etableret deres virksomhed på en rigtig god ide, eller noget de brænder for. Det betyder, at de måske ikke har indsigt til at drive virksomheden, efterhånden som den udvikler sig, og derfor heller ikke opdager faretegnene, siger han.

Han peger også på, at virksomheder i nogle tilfælde tier stille med nedgangen af frygt for at miste sine gode medarbejdere.

Men ofte handler det også om stolthed og måske en manglende realitetssans, siger Michael Uhrenholt.

- Der er en tilbøjelighed til, at man kommer til at lukke øjnene for det, der er ubehageligt og de realiteter, der peger i en forkert retning i håbet om, at det går lidt bedre med tiden, siger han.

Ifølge Danmarks Statistik gik 2.834 aktive virksomheder konkurs i 2022. Det er virksomheder, der enten har ansatte eller en omsætning på over en million kroner.