22 medarbejdere på hospital i Aarhus har mistet jobbet

På Aarhus Universitetshospital blev der i dag nedlagt 43 stillinger, som en del af et krav om effektivisering.

En række medarbejdere fik en meget kedelig besked i dag. Det skete på afdelingen Røntgen og Skanning, der både laver CT-skanninger, MR-skanninger, mammografier, ultralyd og røntgenundersøgelser. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det har været en sørgelig dag.

Sådan konkluderer overradiograf Morten Kamp Ditlev og ledende overlæge Vibeke Fink-Jensen.

De mødtes i morges og havde til opgave at informere 22 medarbejdere om, at de ikke længere har et job.

Det var på Røntgen og Skanning på Aarhus Universitetshospital, hvor der i dag blev nedlagt 43 stillinger, hvilket gjorde, at de 22 medarbejdere har modtaget deres opsigelse via mail og telefon.

- Det berører os, at vi har påvirket andre menneskers liv på den måde. Vi prøver at være der for vores medarbejdere i situationen og gøre det bedste, som vi kan, siger Vibeke Fink-Jensen.

Nogle af de fyrede er gået hjem, nogle har valgt ikke at sige noget til kollegerne og er blevet på arbejdet, mens andre har informeret kollegaerne og er blevet.

Ledende overlæge Vibeke Fink-Jensen og hendes ledelseskollega overradiograf Morten Kamp Ditlev skulle i dag prikke 22 medarbejdere. (Foto: Gitte Hansen DR Østjylland © dr)

Morten Kamp Ditlev er også mærket.

- Det har været hårdt. Det var ikke nemt at køre på arbejde i morges. Det har været den værste arbejdsdag i mit liv, mens jeg har været leder, siger han.

Røntgen og skanning er en afdeling, der har opslugt fem forskellige afdelinger, der har hørt hjemme på de nu nedlagte sygehuse i Aarhus. Foruden den dyre flytning til Skejby har man skullet møde et effektiviseringskrav fra staten på otte procent, som dagens fyringer også er en del af.

Går en svær tid i møde

For godt en måned siden meldte ledelsen på Aarhus Universitetshospital ud, at hospitalet skal spare 325 millioner kroner i 2019.

Torsdag kunne regionsrådsformand Anders Kühnau (S) oplyse, at flytningen til Skejby har været dyrere end forventet og har overskredet budgettet med samlet én milliard kroner.

Ifølge overradiograf Morten Kamp Ditlev står hospitalet fremadrettet i en meget svær situation.

- Vi er udfordret. Vi er den første afdeling, som er gået i gang med at reducere antallet af medarbejdere. Der er sikkert andre på vej. Hospitalet er meget i medierne i øjeblikket, og det betyder meget for den arbejdsplads, man er ansat på.

- Vi går en svær tid i møde samlet set på Aarhus Universitetshospital, siger han.

Facebook
Twitter