37-årig nægter sig skyldig i drab ved Randers Regnskov: Det var lovligt nødværge

Anklager Birgitte Ernst mener dog ikke, at det var nødværge, da der ikke var tegn på slagsmål.

Den dræbte blev fundet tæt på Randers Regnskov af en forbipasserende 22. december.

Den tiltalte 37-årige mand nægter sig skyldig i drabet på en 30-årig mand ved Randers Regnskov i december sidste år.

Det kom frem i dag i retten, hvor den tiltalte mente, at han havde handlet i lovligt nødværge, da han følte sig truet af den 30-årige mand.

Men ifølge anklager Birgitte Ernst var der ikke noget, der tydede på, at han havde handlet i nødværge, da der ikke var tegn på slagsmål, og manden var faldet præcist, hvor han blev skudt og var død på stedet.

Han blev skudt på en afstand mellem 25 og 45 centimeter igennem sit højre øje. Det var en forbipasserende, som fandt den dræbte sent om aftenen 22. december ved et åbent areal ved regnskoven tæt på en af Randers bys mest trafikerede gader.

Den 37-årige mand fortalte desuden, at han er tidligere Bandidos-rocker og er sigtet for et hjemmerøveri sidste år før drabet.

Den dengang 36-årige, nu 37-årige, mand er tiltalt for drabet, mens en 19-årige mand og en 38-årige kvinde er tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse og for at have stjålet den bil, som de brugte til at flygte fra stedet.

Kvinden og den 37-årige mand var dengang kærester, mens den 19-årige var en mand, som de havde mødt før drabet. Han havde tilsyneladende en gæld, som de to andre ville hjælpe ham ud af.

Den 30-årige dræbte var ven med den person, som den 19-årige havde gæld til. Han havde aldrig før mødt de tre tiltalte i sagen, inden han blev dræbt ved Randers Regnskov.

I sagen skal også den 30-åriges kæreste vidne, ligesom faren til den 19-årige mand også skal vidne. Han mødte den 37-årige mand og kvinden tidligere på drabsdagen.

Facebook
Twitter