50 for og 44 imod: Brabrand Boligforening stemmer ja til at rive 600 boliger ned

Frygten for konsekvenserne af et nej gav et flertal, mener formand.

Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune indgik i sommeren 2007 en aftale om, at Gellerup og Toveshøj i løbet af de kommende 20 år skal gå fra at være et udsat boligområde til at være en attraktiv bydel. I den forbindelse blev der også revet boliger ned i området. (Foto: Jens Thaysen © Scanpix)

400 boliger i Gellerupparken og 200 boliger Toveshøj i Aarhus skal jævnes med jorden.

Det blev resultatet, da repræsentantskabet i Brabrand Boligforening i går skulle stemme ja eller nej til den udviklingsaftale, som ledelsen i boligforeningen og Aarhus Kommune har lavet.

50 stemte for et ja, mens 44 stemte imod aftalen.

Derfor er det et meget knebent ja, mener Solveig Munk.

Hun er fra protestgruppen Almen Modstand, som er en gruppe beboere fra forskellige afdelinger af det almene boligbyggeri, der vil skabe en folkelig modstand mod ghettopakken.

- Det er et enigt repræsentantskab, som er imod nedrivninger. De har bare taget ansvar på hver deres måde for at gøre det bedste for deres boligorganisation. Nu gælder det om at fortsætte kampen på anden vis, siger hun.

Mange stemte nemlig ud fra frygt, forklarer Keld Albrecthsen, der er formand for Brabrand Boligforening.

- En stor del af forsamlingen var meget kede af aftalen. Det var faktisk hele forsamlingen, men der var et flertal, som mente, at det var for risikabelt at stemme nej, fordi konsekvenserne kunne blive en endnu mere negativ ordning, som staten ville trække ned over hovedet på os, siger han.

Vil fortsætte med at kæmpe imod

Det samme oplever Solveig Munk fra protestgruppen. Hun mener, at resultatet er et udtryk for, at folk er bange for konsekvenserne.

Hun kæmper derfor videre for, at boligblokkene ikke skal rives ned.

- Vi fortsætter med forskellige metoder til at støtte beboerne i at kæmpe imod, at det her bliver virkelighed. Der er demonstration i dag, og vi ved, at der er et forslag på vej i byrådet om en folkeafstemning i Aarhus Kommune. Det vil vi rigtig gerne støtte, for der er ikke ret mange i den aarhusianske befolkning, som støtter de her nedrivninger, mener hun.

Der er endnu ikke udpeget, hvilke boliger der skal rives ned.

Demonstrationen finder sted på Rådhuspladsen i Aarhus tirsdag klokken 15, og tirsdag aften skal planen færdigbehandles i Aarhus Byråd.

Planen skal derefter sendes til Transport-, By- og Boligministeriet inden 1. juni 2019.

Facebook
Twitter