81-årig blev dræbt af kommunalt skilt: Nu er Horsens Kommune sigtet for uagtsomt manddrab

Direktøren for Teknik- og Miljøforvaltningen er sigtet, da han som juridisk ansvarlig står til ansvar på kommunens vegne, oplyser politiet.

Det var på Søndergade i Horsens, at dødsulykken skete tilbage i april måned. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Horsens Kommune bliver sigtet af Sydøstjyllands Politi for uagtsomt manddrab i sagen om en 81-årig mand, der døde, efter at han fik en af kommunens infostandere ned over sig i forbindelse med et blæsevejr.

Episoden skete den 22. april i år, da en infostander i Søndergade i Horsens væltede ned over den 81-årige.

Han fik ved ulykken flere komplicerede brud på sin ryghvirvel og bækken. Han blev efterfølgende kørt på sygehuset, men hans liv stod ikke til at redde.

- Sigtelsen er rettet mod direktøren for Teknik- og Miljøforvaltningen, da han som juridisk ansvarlig står til ansvar på kommunens vegne. Sigtelsen går på uagtsomt manddrab efter straffelovens paragraf 241, siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi.

En ulykke sag

Den sigtede kommunaldirektør i Horsens kommune, Peter Sinding Poulsen, kalder situationen for ulykkelig, men vil ikke kommentere, hvordan kommunen forholder sig, hvis sagen ender i retten.

- Vi har advokater på, der skal rådgive os. Hvis vi har et ansvar, så har vi et ansvar. Så må vi gøre det, vi skal gøre i forhold til det ansvar. Hvis vi bliver tilkendt en bøde eller får en dom, så må vi jo forholde os til det. Der er jo noget, der tyder på, at politiet mener, at vi har et ansvar, siger han.

Politiet har nu givet sagen videre til anklagemyndigheden, der skal vurdere, om der overhovedet skal rejses en tiltale.

En dom efter paragraf 241 kan give op til fire måneders fængsel, men Teknik- og Miljøforvaltningsdirektøren risikerer ikke personligt at ryge i fængsel, hvis sagen ender med en skyldkendelse.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.