84 spritnye lejligheder i Gellerup mangler lejere: 'Vi skal give området en chance'

Almene familieboliger bliver revet ned i Gellerup, og lejligheder, bygget af private investorer, skyder op.

Anette Rasmussen er tilfreds med sin nye lejlighed i Gellerup, da hun ser den for første gang. (© dr)

Det går trægt med at udleje de 114 lejligheder i Gellerupparken i Aarhus, der som de første er opført af private investorer.

Indflytningen begynder 1. juli, men foreløbigt er kun 30 af dem lejet ud.

Anette Rasmussen er en af de nye beboere, og hun ser frem til at flytte ind.

- Området har mange gode ting. Gode indkøbsmuligheder, natur ved Brabrand Sø og tæt på Aarhus. Det er nyt, når vi flytter ind, så det er en god kombination, siger hun.

Anette Rasmussen kommer fra Bjerringbro og har fået job i Aarhus. Hun vil gerne være med til at ændre Gellerupplanens dårlige ry som ghetto.

- Der er ikke så meget fokus på de positive ting, og det er ærgerligt, for vi vil gerne have nogle flere herud, så der kommer en anden beboersammensætning. Det, synes jeg, er vigtigt, siger hun.

  • Der er indbyggede skabe i alle værelserne. Lejlighederne er i gennemsnit 95 kvadratmeter.
  • Lejlighederne ligger ved de oprindelige blokke i Gellerup.
  • Alt i lejlighederne er nyt, hvilket var en af grundene til, at Anette Rasmussen valgte at flytte ind.
  • Anette Rasmussen i sin nye stue.
  • De fleste lejligheder er tre- eller fireværelses, men enkelte har to eller fem værelser.
1 / 5

Borgmester og udlejer tror på projektet

Interessen for de 114 lejligheder i Pionerhusene har været begrænset, men alligevel er Thomas Windtberg optimistisk. Han er direktør for Taurus Ejendomsadministration, som står for udlejningen.

- Vi er måske ikke helt så langt, som vi havde håbet på, men det er som om, at vi kan mærke, at interessen skærpes i takt med, at ejendommen og området er ved at være færdigt, siger han.

Thomas Windtberg i en af bygningens fireværelses lejligheder på 105 kvadratmeter.

Derfor er Thomas Windtberg fortrøstningsfuld.

- Vi har fuld tillid til, at vi nok skal få fyldt vores ejendom op. Vi er klar over, at det kommer til at tage lidt tid, men når ejendommen er færdig, udendørsområderne er etableret, og folk kan se alle lejlighederne i ejendommen, så er vi sikre på, at vi nok skal få sat tempoet lidt op på den konto, siger han.

Borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S) er også fuld af fortrøstning omkring de nye lejligheder.

- Det er ikke usædvanligt, at der går et stykke tid, før nybyggede lejeboliger er fuldt udlejet. Området har været præget af byggeaktivitet og er et udsat boligområde i forandring, så det kommer til at tage noget tid, siger han.

Giv det en chance

Der skal være 222 lejligheder i alt, hvor Anette Rasmussen skal bo, og huslejen er mellem 7.000 og 12.500 kroner om måneden.

Anette Rasmussen håber, at nye lejere vil overveje området.

- Jeg synes, at vi skal give det en chance. Det er vigtigt, at vi ser frem og fokuserer på det nye og positive, som bliver gjort herude, siger hun.

Til december er selskabet klar med yderligere 108 nye lejeboliger i Gellerup.

Facebook
Twitter