9. klasser dribler med bold og markedsføring: Fodbold er træning i iværksætteri

Syv folkeskoler i Randers træner 250 elever i både fodbold og frivillighed.

Efter morgentræning arbejder eleverne på Rismølleskolens fodboldlinje med markedsføring, målgruppe og økonomi i en sportsklub. (Foto: Malte Nørgaard © Dr Østjylland)

Dansk, matematik og fodbold.

Sådan lyder tilbuddet på fodboldlinjen i folkeskoler i Randers Kommune, og det bliver stadig mere populært at være en del af den.

For ni år siden startede projektet med 20 folkeskoleelever, der blandt andet fik fodboldtræning og undervisning i at være frivillig i en forening.

I dag er det tal oppe på 250 elever, og det er ikke kun elitespillere, der drømmer om en karriere som professionel fodboldspiller. Projektet er for alle.

Rismølleskolen i Randers er en af de syv skoler i kommunen, som tilbyder fodboldlinjen. Fire gange om ugen spiller eleverne fodbold med en træner fra én af de medvirkende fodboldklubber, før de skal i skole.

'Hvordan træner man alle børn?'

Men de bliver også undervist i blandt andet frivillighed, fortæller John Vitting, som er ansvarlig for fodboldlinjen i Randers.

- De lærer en masse om værdier, om hvordan man skal opføre sig og om det sociale. Hvordan man træner alle børn, uanset om de er gode eller dårlige til fodbold, siger han.

På Rismølleskolen har niendeklasserne siden sommer tegnet stregerne til deres egen fodboldklub. Det giver en konkret mulighed for at blive klogere på iværksætteri og økonomi, forklarer Jesper Møller fra handelsgymnasiet Tradium, der er gæstelærer på folkeskolen.

- Om det så er en eliteklub, en breddeklub eller en social klub, det er op til eleverne selv, fortæller han.

- De er startet med en idé og har skullet designe deres eget logo og spilledragt. Vi har arbejdet med markedsføring, målgruppe og økonomi. Og så har de gennemført en personlighedstest, så de kunne finde ud af, hvem der skulle gøre hvad i klubben. Så lærer de også noget om sig selv, siger Jesper Møller.

Tobias Frandsen går på fodboldlinjen, og han er glad for faget og den konkrete måde at arbejde på.

- Det er dælme fedt, at vi kan bruge det til noget i virkeligheden. Det er min drøm, siger han.

- Den anden undervisning, vi har, er mere røv-til-sæde, konstaterer Tobias Frandsen.

Han får opbakning fra de andre elever, der nærmest i kor kalder fodbold-undervisningen deres yndlingsfag.

Støtter også klubberne

Eleverne lærer samtidig hinanden at kende på tværs af skolerne, og med lokale fodboldklubbers engagement i projektet får de også glæde af elevernes kompetencer, forklarer Henrik Johansen, der er skolechef i Randers Kommune.

- De unge, der træner her, er også ude og lave træningsprogrammer i klubberne, så på den måde er der masser af fodboldklubber i Randers, der får gavn af det.

Når dagen starter med morgentræning, betyder det, at eleverne er friske til en dag fyldt med undervisning.

Og selvom det ikke er komplicerede regnestykker eller diktat, eleverne bruger energi på, er det vigtige kompetencer, de får med sig, når de går fra fodboldbanen og ind i klasselokalet.

For folkeskolen skal kunne meget mere end at træne elevernes hoveder foran en tavle, mener skolechef Henrik Johansen.

- Det fungerer eksemplarisk. De her kompetencer supplerer det, vi ellers laver i skolen, virkelig godt, siger han.

Eleverne går til eksamen tirsdag, og Randers' borgmester Torben Hansen fra Socialdemokratiet vil stå klar til at tage imod de første, som er færdige ved det grønne bord.

Facebook
Twitter