Aarhus' borgmester: Malet græs skaber mere debat end træplantning

Jacob Bundsgaard (S) fortryder ikke, at kommunen har givet lov til at overmale del af park.

Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus, ser det som en stor kærlighedserklæring til byen og dens omgivelser, at nogle indbyggere er vrede over, at Mindeparken er blevet en del af et kunstværk med akrylmaling. (© dr)

Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S), har her til eftermiddag mødt utilfredse borgere i Mindeparken i byen for at debattere det udskældte landskabsmaleri fra Aros, hvor en del af græsset og træer er blevet overmalet som et stort 'landskabsmaleri'.

Naturelskere var mødt op til debat med borgmesteren, fordi de er vrede over de skadelige virkninger, som værket kan have på dyre- og planteliv.

Hvorfor har kommunen tilladt at ødelægge naturen og oven i købet bruge kommunale skattekroner på det, lød nogle af spørgsmålene til borgmesteren.

Men Jacob Bundsgaard er meget tilfreds med værket, og kritikken får ham ikke til at skifte holdning, fortalte han til

DR
Nyheder.

For værket har givet anledning til en vigtig diskussion om vores forhold til naturen, hvilket kun

gavner
bestræbelserne på at blive mere bæredygtige, forklarede han.

- Jeg synes, at kunstværket allerede har vist sin berettigelse. Uanset om man kan lide det eller ej, så er det her med til at skabe en vigtig diskussion. Vi har enormt mange målsætninger på klima- og naturområdet, og det her kunstværk har overgået alt i debatskabende aktivitet i forhold til mange af de andre ting, vi går og laver, som for eksempel at plante flere træer, sagde han.

Kunstværket har mindet bymennesker om, at naturen er vigtig at passe på, forklarede han.

- Jeg synes, det er fedt, at folk kaster sig ind i diskussionen, fordi det giver anledning til en debat om vores forhold til naturen.

- Der bor flere og flere mennesker i byen, og vi har brug for en gang i mellem at blive mindet om, at vi også som mennesker er en del af naturen, og det bliver sat på spidsen i det her kunstværk, så det er en diskussion, jeg hilser velkommen, lød det fra Jacob Bundsgaard.

Men hvorfor er det nødvendigt at ødelægge natur for at få debatten?

- Det er jo en kunstner, der har valg at gøre det og bruge det som afsæt for sit værk, og det er jo én måde at gøre det på, sagde borgmesteren.

Sagen kort

  • Det er det aarhusianske kunstmuseum Aros og den tyske kunstner Katharina Grosse, der står bag det såkaldte landskabsmaleri på græsset i Mindeparken i Aarhus.

  • Værket er en del af udstillingen 'The Garden', der ifølge museet sætter fokus på menneskets forhold til naturen.

  • Aarhus Kommune og politiet har givet tilladelse til opførelsen af værket, men både borgere og næstformanden for Aarhus Kommunes teknik- og miljøudvalg, Ango Winther (S), mener, at værket ødelægger naturen.

  • Ifølge lokalformanden fra Danmarks Naturfredningsforening har man dog valgt et forholdsvis uskyldigt sted at opføre værket på, i modsætning til hvis museet for eksempel havde placeret maleriet i Marselisborgskovene kort derfra.

Facebook
Twitter