Aarhus-borgmester om regeringens ghetto-udspil: Ambitionen er rigtig, men det er ikke tilstrækkeligt

Regeringen fremlagde i dag et udspil, der skal afvikle ghettoerne i landet i løbet af de næste 12 år.

Der mangler finansiering og investering i mennesker – både dem, der skal løftes op og flyttes ud og dem, der skal arbejde med det i hverdagen, lyder det fra Jacob Bundsgaard (S).

Send flere penge.

Sådan lyder budskabet fra Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) i kølvandet på regeringens plan om, hvordan den vil afvikle ghettoerne i landet i løbet af de næste 12 år.

Her vil regeringen blandt andet bruge 12 milliarder kroner på nedrivning og omdannelse af udsatte boligområder, sikre en bedre balance-fordeling af elever på gymnasier og i daginstitutioner samt indføre højere straffe i bestemte områder.

Borgmesteren er helt med på mange af regeringens forslag. Han mener også, at det i Aarhus kan blive nødvendigt at rive endnu flere boligblokke ned, sådan som regeringen ligger op til.

- Det er jo også den erfaring, vi har gjort os i Gellerup. Der er vi i den grad godt på vej og skal nu ind i en drøftelse og en forhandling med boligforeningen om, hvordan vi får taget de næste skridt. Det kan også godt handle om nedrivninger, og det kan det også være i Bispehaven, siger han.

Også regeringens forslag om at flytte rundt på de mindste børn får opbakning hos Aarhus-borgmesteren. Der må fremover højst være 30 procent af børnene i hver enkelt børnehave, som kommer fra et udsat boligområde.

- Vi har jo sådan set bedt om præcis det værktøj, som regeringen kommer med her, nemlig, at vi kan insistere på, at man skal i daginstitution fra, når man er et år gammel. Og så ligger der en kæmpe opgave, hvis vi skal sikre, at der er en bedre og anderledes balance i daginstitutionerne i vores udsatte boligområder, siger han.

Borgmesteren mener til gengæld, at det er afgørende nødvendigt, at regeringen skaffer flere milliarder til at gennemføre planen.

- Ambitionen er rigtig, men jeg tror ikke, det er tilstrækkeligt. Der mangler finansiering og investering i mennesker – både dem, der skal løftes op og flyttes ud og dem, der skal arbejde med det i hverdagen.

Delte meninger i de udsatte boligområder

I de udsatte boligområder i Aarhus er meningerne om regeringens plan delte.

Jasmin Ben Abdellah bor i Trillegården. Hun mener, mange af regeringens forslag stigmatiserer beboerne i de udsatte boligområder.

- Jeg synes, det er synd. For mig er det som at pege fingre af folk. Der er forskellige mennesker i de her områder. Jeg render ikke rundt og laver ballade, men der bliver jo også peget fingre af mig, siger hun.

Abdulahi Ali Hassan bor i Gellerup og arbejder som mentor. Han mener til gengæld, at initiativerne er skridt i den helt rigtige vej.

- Jeg håber, at de forslag, der er kommet, bliver til lov og bliver gennemført. Så vil jeg klappe i mine små hænder. Jeg har ikke lyst til at leve i et parallelsamfund, siger han.