Aarhus kortlægger antallet af pædagoger på gulvet: Der mangler især hænder midt på dagen i institutionerne

En undersøgelse blandt 30 institutioner viser, at det vil kræve 690 fuldtidsstillinger at nå minimumsnormeringer.

Ifølge undersøgelsen skal de 30 udvalgte institutioner alene tilføres 60 ekstra fuldtidsstillinger eller cirka 24 millioner kroner om året, hvis man skal nå en minimumsnormering på tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaver. (arkivfoto). (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Rettelse: Det har i en tidligere version af artiklen fremgået, at Aarhus Kommune læner sig op ad de minimumsnormeringer, som pædagogernes forbund BUPL anbefaler. Det er dog ikke tilfældet, da BUPL udregner normeringerne på en anden måde, end kommunen har gjort.

"Tre" er desuden rettet til "seks børn per voksen i børnehaver" i billedteksten. DR beklager fejlen.

Der er for få pædagoger i de aarhusianske daginstitutioner, hvis Aarhus Kommune skulle have en voksen per tre børn i vuggestuer og en voksen per seks børn i børnehaver.

Kommunen har regnet sig frem til, at en sådan minimumsnormering vil kræve 690 fuldtidsstillinger og koste 270 millioner kroner mere om året.

Det viser en undersøgelse, som kommunen har lavet i samarbejde med Århus Forældreorganisation.

Her er den reelle tid, som de voksne bruger sammen med børnene i tredive institutioner, blevet målt gennem en hel uge.

Anne Ernst Grøndal har været med til at sætte undersøgelsen i gang sammen med kommunen. Hun er formand for Århus Forældreorganisation.

- Uanset om man taler tal eller grafer, så viser undersøgelsen, at grundnormeringen ikke er god nok, siger hun.

Færrest børn per voksen midt på dagen

Undersøgelsen i Aarhus viser, at den gennemsnitlige normering for hele ugen er 3,74 børn per voksen i vuggestuer og 7,34 børn per voksen i børnehaver.

Samtidig viser undersøgelsen, at der er relativt store variationer hen over dagen, og at normeringen varierer relativt meget mellem institutionerne.

Antallet af voksne med børnekontakt er blevet målt hver halve time gennem en hel uge.

Det er især midt på dagen, at der mangler voksne, mens der er hænder nok i ydertimerne.

- Skelettet, der skal bære møder, sygdom og uddannelser, er for skrøbeligt, siger Anne Ernst Grøndal.

Vil have minimumsnormeringer

Rådmanden for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Thomas Medom fra SF, siger, at han allerede har indstillet et forslag til kommunens budgetforhandlinger til efteråret på baggrund af undersøgelsen.

- Vi mener, at det er nødvendigt at lave minimumsnormeringer. Kan vi så finde 270 millioner kroner i et budget, som måske går i nul? Det kan vi selvfølgelig ikke, men vi kan komme et stykke ad vejen, og så skal vi have yderligere hjælp fra Christiansborg, mener han.

Thomas Medom sætter sin lid til, at en ny regering vil sætte penge af til minimumsnormeringer.

Anne Ernst Grøndal, formand for Aarhus Forældreorganisation, vil også se handling.

- Vi forventer en dialog omkring alle de her faktorer, der spiller ind på en genoprettelse af området, og vi forventer, at politikerne tager børneområdet seriøst. Det skal prioriteres i de kommende budgetforhandlinger, siger hun.