Tema Aarhus Letbane

Aarhus' letbane ventes at køre i næste uge

Med tre måneders forsinkelse forventer styrelse at give grønt lys til Aarhus Letbane på onsdag.

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard var lørdag ude med kras kritik af Trafikstyrelsen for at sylte godkendelse af den aarhusianske letbane. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © Mads Dalegaard)

Med næsten tre måneders forsinkelse forventer Trafikstyrelsen nu at give grønt lys til Aarhus Letbane på onsdag.

Med en tilladelse i hus vil det betyde, at den aarhusianske letbane kan køre med passagerer fra torsdag.

Det oplyser styrelsen i et skriftligt svar.

- Styrelsen meddeler endvidere, at man nu er så langt i processen, at man forventer at kunne give letbanen den resterende godkendelse senest onsdag i næste uge - vel at mærke på en række vilkår, der vil blive beskrevet i godkendelsen, lyder det i et skriftligt svar fra Trafikstyrelsen.

Bundsgaard: Mangler politisk kontrol

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) var lørdag ude med kras kritik af Trafikstyrelsen.

- Vi oplever en styrelse, hvor der mangler politisk kontrol, og hvor magtarrogancen er så stor, at vi står tilbage med en følelse af, at vi ikke kan have tillid til styrelsen, sagde Jacob Bundsgaard ved en uofficiel fejring af letbanen i Aarhus.

Borgmesteren bad ved samme lejlighed transportminister Ole Birk Olesen (LA) om en undersøgelse af det kaotiske forløb omkring godkendelse af letbanen.

- Vores oplevelse er, at vi har leveret alt, hvad styrelsen har bedt om. Hver gang vi er kommet med noget, så er der stillet nye spørgsmål og anlagt nye kriterier. Dermed er målstregen flyttet hver gang, sagde Jacob Bundsgaard.

Har intet at skjule

Vicedirektør Kåre Clemmesen, Trafikstyrelsen, afviser kritikken fra borgmesteren.

- Det materiale, vi har fået fra Aarhus Letbane, har slet ikke været godt nok. Og det er kommet meget sent i forhold til de åbningsdatoer, som de selv har meldt ud, siger Kåre Clemmesen til Jyllands-Posten.

Han siger samtidig, at styrelsen intet har at skjule og er åben over for en undersøgelse af forløbet.

Letbanen skulle oprindeligt være åbnet 23. september, men det blev aflyst med dags varsel.

Det skete, fordi Trafikstyrelsen ikke kunne sikkerhedsgodkende letbanens operatør, Keolis, og letbanens regler for teknisk vedligehold.

Letbanen har kørt testkørsel siden juli, og letbanetogene havde frem til søndag 10. december kørt i alt 103.180 kilometer uden passagerer.

/ritzau/

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.