Aarhus Lufthavn efter endnu en nedgang: Nye flyruter fylder luften med optimisme

Aarhus Lufthavn har haft et af sine dårligste år i nyere tid, men SAS satser voldsomt på lufthavnen i 2018.

SAS åbner nye ruter til både Norden og Sydens sol samt flere afgange mellem Aarhus og København. Arkivfoto (Foto: Jens Thaysen © Scanpix)

2017 blev endnu et skidt år for Aarhus Lufthavn, men alligevel er der optimisme i lufthavnen, når det nye år bliver skudt i gang.

Lufthavnen sendte sidste år 372.000 passagerer af sted, og det tal er dårligere, end lufthavnsdirektør Peter Høgsberg havde håbet på.

- Jeg havde haft et håb om små 10.000 flere passagerer, så vi er ramt lidt hårdere end forventet, siger han.

Bortset fra 2015 så er 372.000 det dårligste resultatet i mange år, men at det ikke ville blive noget gyldent år for lufthavnen, havde Peter Høgsberg forventet på forhånd.

- Inden 2017 vidste vi, at SAS ikke fløj Stockholm to gange i døgnet, som de gjorde i 2016, så vi vidste, at det ville blive en rigtig svær start, siger Peter Høgsberg.

Selv om lufthavnen i løbet af 2017 kunne åbne nogle nye ruter til udlandet, så var det ikke nok til at vende nedturen.

- Det har ikke kunnet opveje det tab, der har været, ved, at SAS ikke har fløjet, siger han.

Alligevel er det en optimistisk direktør, som kigger ind i det nye år 2018.

- Det bliver vækst på alle tangenter i 2018. Det er der ingen tvivl om, lover han.

Han regner med, at over en halv million passagerer vil gå gennem dørene i 2018 i Aarhus Lufthavn.

Det vil vende flere års nedtur for lufthavnen, da det er syv år siden, at lufthavnen sidst havde over en halv million gæster.

Optimismen skyldes, at især SAS nu satser på lufthavnen med nye, direkte afgange til Oslo, Stockholm og München. I sommeren 2018 kommer nye sæsonruter til Mallorca, Malaga og Split.

Desuden kommer der to daglige dobbeltture mere mellem Aarhus og København, så der i alt bliver ti dobbeltture i døgnet.

Passagertallene i Aarhus Lufthavn de seneste ti år

  • 2017: 372.000
  • 2016: 383.154
  • 2015: 364.836
  • 2014: 422.145
  • 2013: 459.913
  • 2012: 484.664
  • 2011: 591.327
  • 2010: 561.542
  • 2009: 526.344
  • 2008: 572.935

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.