Aarhus ramt af vikingetogt: Verdens største vikingeskib lavede opvisning

Sammen med skibet Helge Ask demonstrerede Havhingsten, hvordan vikingerne styrede de kæmpe store træskibe.

  • Havhingsten vejer ni ton. (Foto: Christina Ankerhus © Dr Østjylland)
  • Sammen med det mindre vikingeskib Helge Ask ankom skibet hertil morgen i Aarhus Bugt (Foto: Christina Ankerhus © Dr Østjylland)
  • Det kræver en besætning på 60 mand for at sejle det 30 meter lange vikingeskib. (Foto: Christina Ankerhus © Dr Østjylland)
1 / 3

Aarhus var i dag under angreb af to krigsskibe.

Eller næsten da.

For vikingeskibene Havhingsten og Helge Ask lavede lørdag en opvisning i Aarhus Bugt, som aarhusianerne kunne følge fra stranden ved Tangkrogen i Aarhus.

Skibene er kopier af to vrag, der blev fundet i Roskilde Fjord, og deres besøg kan minde østjyderne om en fortid, hvor Aarhus var landets største by.

- Vi ville gerne vise, hvor befærdet et farvand Aarhusbugten har været i vikingetiden, og hvor vigtig det har været for Aarhus som kæmpe stort handelscentrum, at være befæstet, siger arkæolog Sara Heil Kensen fra Moesgård Museum.

Havhingsten er med sin længde på 30 meter verdens længste rekonstruktion af et vikingeskib. Det var første gang, det ni tons tunge skibs og dets 60 mand store besætning sejlede sammen med Helge Ask.

- Skipperne på de to skibe var meget spændte på at se, hvor tæt de kunne sejle med skibene, og hvor manøvredygtige de var i forhold til hinanden. Det havde aldrig været prøvet før, siger Sara Heil Kensen.

Ombord på Havhingsten glæder besætningen sig, at kunne give aarhusianerne et blik ind i vikingetiden.

- Vi elsker at sejle, og når vi kan levere nogle flotte sejladser til Aarhus by, så er vi glade, og så er det en god dag, forklarer Ivan Jakobsen fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Helge Ask og dens 30 mands-besætning slutter opvisningen klokken 15 i dag med at blive trukket op på stranden ved Tangkrogen, så publikum kunne komme helt tæt på det.