Aarhus slår bak og stopper vegansk madtilbud i institutioner

Socialdemokraterne i Aarhus byråd vil alligevel ikke være med til at tilbyde vegansk mad i daginstitutioner.

- Det er at gå for langt at kræve at alle institutioner skal tilbyde vegansk mad, siger borgmesteren til Aarhus Stiftstidende om sit eget partis forslag.

OPDATERET 17/12/2018 17:22: Kommentarer fra Socialdemokratiets politiske ordfører tilføjet.

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard slår bak på sit eget partis forslag om, at alle institutioner og kantiner i Aarhus skal tilbyde vegansk mad. Det skriver Aarhus Stiftstidende.

Forslaget om at alle kommunale institutioner fra vuggestuer til plejehjem og medarbejderkantiner skal tilbyde plantebaseret mad som en mulighed trækkes nu tilbage af borgmester Jacob Bundsgaard (S).

- Det er at gå for langt at kræve, at alle institutioner skal tilbyde vegansk mad, siger borgmesteren til avisen om sit eget partis forslag.

Socialdemokratiet stod ellers bag forslaget sammen med Det Radikale Venstre og Alternativet. Dermed havde forslaget et smalt flertal på 16 mandater i Aarhus Byråd, da sagen blev fremlagt og diskuteret onsdag 12. december.

Her blev sagen sendt videre til embedsmændene, der skulle undersøge de økonomiske konsekvenser, men med borgmesterens melding forsvinder flertallet bag forslaget.

Forslaget var simpelthen ikke godt nok, siger Anders Winnerskjold, politisk ordfører for Socialdemokratiet i Aarhus Byråd, til DR Østjylland.

- For at være helt ærlige, så anerkender vi, at kvaliteten i det forslag, vi lagde frem, ikke var god nok, siger han.

Anders Winnerskjold understreger, at partiet stadig står bag intentionen om at nedbringe forbruget af kød i Aarhus kommune. Men det skal foregå i dialog, siger han.

- Vi vil ikke tvinge nogen institutioner til at servere plantebaseret mad. Vi vil gerne have, at man får muligheden for at få et plantebaseret måltid, men det skal ikke besluttes fra politisk side. Vi har stor tiltro til, at vores decentrale ledere og dagtilbuds-bestyrelser kan finde ud af det, siger han.

Lokale løsninger i stedet

Forslaget om mulighed for vegansk mad til små børn i daginstitutioner gav debat, blandt andet fordi Fødevarestyrelsen fraråder at holde sig til vegansk kost til småbørn. Og det var socialdemokraterne i Aarhus Byråd opmærksomme på, forklarer Anders Winnerskjold.

- Det er klart, at vi vil leve op til sundhedsmyndighedernes anbefaling, om at det i høj grad frarådes udelukkende at servere vegansk mad til små børn. Derfor vil vi selvsagt ikke tvinge nogen til at servere vegansk mad i daginstutioner.

Så veganske forældre, der var begejstrede for det oprindelige forslag, må være klar til at finde andre løsninger.

- Jeg tror på, at man sagtens kan finde lokale løsninger til sit barn i samspil med institutionen. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så er man også meget velkommen til at tage en madpakke med. Det vil vi bestemt ikke forbyde, siger Anders Winnerskjold.

Facebook
Twitter