Aarhus Universitetshospital er Danmarks bedste på trods af problematisk år

Et år med flytning til Skejby, der har medført flere udfordringer, ændrer ikke ved, at hospitalet er landets bedste for 11. gang.

Hospitalsledelsen besøger Neurokirurgisk Afdeling, der har vundet i specialet “Kræft i hjernen”. (© Michael Harder)

Aarhus Universitetshospital er for 11. gang blevet kåret som Danmarks bedste hospital af avisen Dagens Medicin.

Aarhus Universitetshospital har vundet i kategorien af universitetshospitaler, som omfatter de største hospitaler i Danmark. I denne kategori vinder Aarhus Universitetshospital foran Rigshospitalet på andenpladsen, Odense Universitetshospital på tredjepladsen og Aalborg Universitetshospital på fjerdepladsen.

Det sker midt i en periode, hvor sygehusafdelingerne fra forskellige adresser i Aarhus er blevet samlet i Skejby i en stor hospitalsby på størrelse med Ribe. En flytning, der ikke har været uden problemer for patienter og de næsten 10.000 ansatte.

Det nye byggeri har blandt andet haft problemer med høj varme i sommerens hedebølge og udfordringer med hospitalets sterilcentral, der har givet aflyste operationer af flere omgange.

Alligevel ligger Aarhus Universitetshospital altså nummer ét i kategorien af store hospitaler – både når det drejer sig om behandlingskvalitet og patienttilfredshed.

Det glæder hospitalsdirektør Poul Blaabjerg. Han mener, at kåringen vidner om en imponerende indsats fra et personale, der har været presset.

- Det viser, at medarbejdere har både vilje og evne og lyst til at få hospitalet til at fungere ordentligt over for patienterne, også i svære tider. Og det har været svære tider i 2018, siger han.

"Vi har en solid faglighed på tværs"

Kåringen af Aarhus Universitetshospital kommer på baggrund af analyser, som Dagens Medicin har foretaget af nationale data om kvaliteten af behandlingerne på landets sygehuse samt data fra Landsundersøgelsen for Patientoplevelser, hvor patienter over hele landet er blevet bedt om at svare på, hvor tilfredse de har været med deres besøg på hospitalet.

- Det er fantastisk at finde ud af, at vores robusthed fagligt og samarbejdsmæssigt er så god, som den er. Vi har en rigtig god og solid faglighed på tværs af hospitalet, siger hospitalsdirektøren.

Danmarks bedste mellemstore hospital ligger i Viborg, mens Danmarks bedste mindre hospital ligger i Silkeborg.

Bedst på 10 behandlingsområder

Aarhus Universitetshospital har vundet 1. pladsen inden for følgende 10 behandlingsområder:

  • Geriatri (sygdomme hos ældre mennesker)

  • Hjertesvigt

  • Hul i mavesækken (perforeret ulcus)

  • Kræft i hjernen

  • Sarkom (kræft, som udgår fra bindevæv og knogler)

  • Melanom (patologi)

  • Rygsøjlegigt

  • Lungekræft (kirurgi)

  • Blærekræft (kirurgi)

  • Testikelkræft (kirurgi)

Facebook
Twitter