Aarhusianere har fået en slem uvane: Skyder genvej over letbanens skinner

Både politiet og Aarhus Letbane opfordrer gående til at følge færdselsreglerne og ikke udfordre letbanetoget.

Letbanens skinner skal krydses ved et forgængerfelt, når der er et i umiddelbar nærhed (arkivfoto). (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Aarhusianerne har vænnet sig så meget til de 40 til 50 tonstunge letbanetog, at flere ser sit snit til at udfordre skæbnen og skyde genvej over letbaneskinnerne, hvor der ikke er fodgængerovergang.

En af dem er Kasper Hvid, der krydser skinner og vejbane, da han skal over til letbaneperronen i det nordlige Aarhus.

I følge Kasper Hvid er grunden ganske enkel.

- Det er jo dovenskab. Det er det korte svar. Jeg har en ide om, at de kører med cirka fire minutters mellemrum. Når man ikke kan se en letbane, er der ikke nogen fare i at krydse over, mener han.

Følg færdselsreglerne

Men selvom det kan virke ufarligt at krydse over skinnerne og spare bentøjet for et par meter, så bør man lade være, siger Amrik Singh Chadha fra Østjyllands Politi.

Han henviser til færdselslovens paragraf ti stykke fem, hvor der står, at hvis der findes et fodgængerfelt i umiddelbar nærhed, så skal det anvendes.

- Det kan vi umiddelbart opfordre til. Det er jo ikke letbanetoget, der sker skader på, hvis man bliver ramt. Det er en selv, det går ud over, siger han.

Aarhus Letbane er klar over problemet, og kommunikationschef Jens Velling kalder det en ærgerlig udvikling.

Han opfordrer også til at følge færdselsreglerne.

- Vi kan garantere, at der ikke sker noget, hvis du altid benytter fodgængerfelter og går over for grøn mand. Så enkelt er det, siger han.

Aarhus Letbane og operatøren Keolis er lige nu i gang med at klarlægge problemet og finde en løsning.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.