Tema Aarhus Letbane

Aarhusianere vil ikke finde sig i lavprisfejring: Vil selv skabe fest for letbanen

Facebook-gruppen "Du kan klage eller bage" vil fejre Letbanen, når åbningsdagen kommer.

Der er knapt 500 medlemmer af Facebook-gruppen "Du kan klage eller bage” (© Kim Bisgaard)

Aarhus Letbanen har meldt ud, at aarhusianerne ikke skal regne med en ny stor åbningsfest med kransekage til alle, når godkendelserne fra Trafikstyrelsen er på plads.

Mens den stort anlagte åbningsfest for den nye letbane i Aarhus, som blev aflyst i september, kostede over en halv million, så har kommunen meldt ud, at den endnu ikke annoncerede åbning kun har et budget på 50.000 kroner.

Men hvis der ikke er råd til kransekage til letbaneåbningen, så tager borgerne selv kage med.

Sådan lyder der fra en gruppe aarhusianere, der har taget kagegaflen i den anden hånd.

- Der skal være en fest, for det er jo smilets by, siger Kim Bisgaard, der er direktør i Innovations Lab, og initiativtager bag "Du kan klage eller bage!".

Efter aflysningen i september lavede Kim Bisgaard et opslag på sin Facebook-side, hvor han blandet andet skrev ”Lad os nu lige prøve at droppe tudekiksen. Hvis der skal være en fest, så kan vi jo selv lave en.”

Den dag der gik kage i letbanen! Altså, hvis der ikke skal gå helt tudekiks i den, skal vi måske have Michael Eis og...

Posted by Kim Bisgaard on Wednesday, October 18, 2017

Efterfølgende oprettede han Facebook-gruppen "Du kan klage eller bage”, og her har interessen for at bidrage til at gøre letbaneåbningen til en fest, været overvældende - både blandt private og erhvervsdrivende.

Udover den aflyste åbningsfest har Aarhus Letbane også været omgærdet af flere andre negative sager. Derfor handler det ifølge Kim Bisgaard om at vende historien om letbanen til noget positivt.

- Vi har jo en letbane, der uanset om teknologien er for gammel, eller direktøren får et gyldent håndtryk, så skal den jo også køre om 30 år. Vi skal i gang med at tage imod den som by, for den har jo rent faktisk til opgave at forbinde byen, siger han.

- Så vi skal samle os, ved at folk møder op, og hvis der ikke er råd til kransekage fra Letbanens side, så tager vi da bare selv kage med, siger Kim Bisgaard.

Facebookgruppen for "Du kan klage eller bage" har knapt 500 medlemmer.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.