Aarhusianerne udebliver fra deres bookede coronatesttider

140 personer 'glemte' at komme til den aftalte tid

Aarhusianerne stod i kø fra morgenstunden for at blive testet for corona - her i Frydenlund i det vestlige Aarhus. (Foto: Helle Arensbak © Scanpix)

Folk 'glemmer' at bruge deres coronatesttider Aarhus.

Region Midt oplyser her til formiddag til DR P4 Østjylland, at alt for mange mennesker udebliver fra deres coronatests i Testcenter Aarhus.

Ud af 1.600 aftalte tider i går lørdag dukkede 140 personer ikke op – og det er uhensigtsmæssigt, når der samtidig er stor efterspørgsel efter at blive testet.

- Det er et problem, hvis folk ikke dukker op - både for dem selv og fordi tiden er spildt, siger Per Sabro Nielsen, der er lægefaglig direktør i Region Midtjylland.

- Det er vigtigt, at vi får testet så mange som muligt i Aarhus-området, så vi kan få inddæmmet udbruddet.

Lige nu er der ingen ledige tider før torsdag, hvis man vil bestille tid til at blive testet i Aarhus på coronaprover.dk, men ifølge Per Sabro Nielsen, der er lægefaglig direktør i Region Midtjylland, at der er flere tider på vej. I løbet af i morgen vil der komme 900 ekstra tider.

Der er dog også andre muligheder for at blive testet. Således har regionen mobile testenheder, der kører rundt og kan teste i forskellige områder. Men hvis man vælger at blive testet i et mobilt center skal man ikke på forhånd booke tid.

Øger testkapaciteten i den kommende uge

Fra begyndelsen af næste uge øger man testkapaciteten i kommunen, fortalte Bo Elbæk, der er afdelingschef for sundhedsberedskabet i Region Midtjylland, lørdag til DR.

- Vi gør alt for at opnormere og har fået tildelt rigtig mange ekstra testkapaciteter. Vi er i gang med at få flere og regner med endnu flere i næste uge. Lige nu prøver vi at få alt ind, vi kan, så vi kan løse det her igangværende problem med smitteopsporing. Vi er gået fra 2.600 test om dagen i hele regionen, til at vi nu kan fordoble det, siger han.

Aarhus Kommune er i øjeblikket ramt af et stort udbrud af covid-19-smitte. I et forsøg på at stoppe smittespredningen er borgerne i Aarhus blevet pålagt at bære mundbind i al offentlig transport.

Desuden har politiet nu indført tre såkaldte hotspots, hvor folk ikke må forsamles mere end 100 personer ad gangen. Det er på badestrandene Bellevue og Den Permanente i Risskov og Den Spanske Trappe i midtbyen, hvor politiet i højere grad vil være til stede.

Derudover opfordres borgere i Aarhus Kommune til også at arbejde hjemmefra, mens det anbefales at udskyde det fysiske fremmøde i gymnasier og på andre ungdomsuddannelser i 14 dage.

Mundbind tilbage på hylderne i Aarhus

En række butikker i Aarhus har fået tilsendt fem millioner mundbind fra et nationalt lager, så der atter kan fyldes op på hylderne i apoteker og Matas-butikker.

Se her, hvor og hvornår mundbindene ventes sat til salg:

  • Søndag sætter tre Matas-butikker mundbindene til salg. Det drejer sig om butikken i Bruuns Galleri, i Storcenter Nord og på Søndergade 32 (Strøget).

  • Fra mandag bliver mundbindene solgt i de resterende Matas-butikker samt apotekerne i kommunen.

  • Mundbindene sælges i pakker med 50 styk. Hos Matas er prisen på sådan en pakke 99 kroner.

  • Enkelte andre butikker har også mundbind på lager, men modtager ikke nye forsyninger fra det nationale lager.

Kilde: Aarhus Kommune.

/ritzau/

Facebook
Twitter