Ældrerådsformand efter plejehjemsdokumentar: 'Der skal arbejdes med stort set alt'

Det tyder på, at der er problemer på flere plejehjem, erkender medlem af sundheds- og omsorgsudvalget i Aarhus Kommune.

TV 2s dokumentar viser skjulte optagelser fra blandt andet plejehjemmet Kongsgården i Aarhus Kommune. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Ældre i Aarhus Kommune fortjener en langt bedre behandling end den, der dokumenteres i en omstridt TV2-dokumentar om ældreplejen på udvalgte plejehjem blandt andet i Aarhus.

Det mener Jan Radzewitz, der er formand for kommunens ældreråd – et organ, der fungerer som talerør for kommunens ældre, og som kan rådgive byrådet om, hvordan politikken skal være for de ældre.

Efter måneders ballade og juridiske slagsmål offentliggjorde TV2 i går den omdiskuterede dokumentar, og Jan Radzewitz mener, at den skriger på handling fra kommunens side.

- Der skal arbejdes med stort set alt. Her og nu skal der lynhurtigt tages fat om takt og tone og kulturen, og det skal spredes til hele plejehjemmet. Og for den sags skyld alle plejehjem i kommunen, siger han.

Derudover bemærker han, at også det plejefaglige og det sygeplejefaglige ser ud til at halte på de optagelser, han har set.

- Der tror jeg altså, personalet skal opdateres på nogle ting. Der er tilsyneladende nogle mennesker her, der har glemt, hvad de har lært, siger Jan Radzewitz.

Samme konklusion fremlagde Styrelsen for Patientsikkerhed i sidste uge, da styrelsen valgte at udstede en stribe påbud til plejehjemmet.

Det gav ikke mening at opretholde fogedforbuddet, lød det i sidste uge fra Jette Skive (DF). (© dr)

Rådmand: Der kommer ny direktion i kommunen

Aarhus Kommune forsøgte i første omgang at forhindre visning af dokumentaren, som viser skjulte optagelser fra blandt andet Kongsgården i Aarhus.

Det gjorde kommunen med et fogedforbud og begrundelse om at beskytte en 90-årig dement kvinde, der optræder på optagelser i dokumentaren. I sidste uge fik piben så pludselig en anden lyd, og en enig magistrat besluttede at hæve forbuddet.

Fra den ansvarlige rådmand på sundheds- og omsorgsområdet Jette Skive (DF) lød det, at kommunen og plejesektoren skulle drage læring af det, optagelserne viser.

- Ingen mennesker skal behandles sådan, sagde hun dengang.

- Nu vender vi skuden og laver en ny direktion, siger hun.

Det er dog uklart, hvad den nye direktion konkret vil omfatte.

I rådmandens udvalg lyder det også fra Venstres medlem Hans Schou, at der venter kommunen en stor opgave. For der tegner sig et billede af, at der er problemer på en række af kommunens plejehjem.

- Det, der er kommet i vores indbakke (efter omtale af dokumentaren, red.), tyder desværre på, at der er andre steder, vi også skal ind og se på kulturen, fagligheden og på om ressourcerne er, som de skal være. Jeg håber, vi som samfund og kommune kan drage den læring, der er nødvendig, siger Hans Schou.

Søn efterlyser konsekvenser

Spørger man familien til den 90-årige kvinde, der optræder i dokumentaren, så er håbet også, at der sker markante ændringer på ældreområdet, og at der bliver prioriteret flere ressourcer til det.

Det fortæller hendes søn.

- Jeg håber, at man i det politiske system begynder at diskutere, hvad det skal have af konsekvenser. Det kan også være, at en letbane ikke er lige så vigtig som plejen på ældreområdet, siger han.

Han mener også, at det bør få konsekvenser i det øverste politiske lag i kommunen.

- Jeg tror ikke, at man kan lave om på hele kulturen på plejehjemmet uden også at kigge indad og opad i den øverste topledelse, som har nogle problemer med at forsøge at skjule de her ting, siger han.

Ælderådsformand Jan Radzewitz mener, at der skal prioriteres flere penge til ældreplejen, hvis man for alvor vil tage hånd om problemerne.

For ham er det væsentligste, at alle medarbejdere i plejesektoren er klædt godt nok på til at varetage deres opgave.

Og så skal tilsynet med plejehjemmene gøres bedre.

- Jeg vil ikke gå ind i, om det skal være statsligt eller kommunalt. Men tilsynet skal styrkes, og så skal der frem for alt være langt stærkere og hurtigere opfølgning på tilsynet. Det skal bare gå tjept, hvis der opdages fejl, siger han.

TV2's dokumentar er tilgængelig på betalingstjenesten TV 2 Play, og på torsdag sendes den på TV-kanalen.

Efter udsendelsen vil der være en politisk og faglig debat blandt andet med deltagelse af Aarhus Kommunes sundheds- og omsorgsrådmand Jette Skive (DF), sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), FOA-formand Mona Striib og en række eksperter på området.

DR kender den fulde identitet på den pårørende til den 90-årige, der indgår i tv-optagelserne, men bringer ikke hans navn af hensyn til morens anonymitet.

Facebook
Twitter