Akkari: Gellerup har sine egne Sharia-domstole

Sharia-domstole i Gellerupparken ved Aarhus er blevet mere etablerede. Det fortæller den tidligere islamiske prædikant Ahmed Akkari.

De mener, at de skal udtale sig om alt, for det kræver den ortodokse lov af dem, siger Ahmed Akkari.

- De overbeviser folk om, at de ikke skal gå til de danske domstole, fordi det er forkert. Man skal gå til islamiske domstole, islamisk lov. Og hvem er så det? Det er dem. Så sidder de og er dommere, og det er ganske almindelige foreningsmedlemmer og repræsentanter for foreninger.

Sådan lyder det fra Ahmed Akkari, som selv har været en del af den islamiske magt-elite i Aarhus, der i følge ham fungerer som selvbestaltede dommere uden om det almindelige retssystem. Og sharia-domstolene i Gellerup behandler alle slags sager, siger Ahmed Akkari. For eksempel kan det være en kvinde, som får tæsk af sin mand, som går til domstolen.

- Ja ja, i høj grad. Det kan også være to, der har været oppe at slås og har såret hinanden, og nogen skal have blodpenge, eller nogen skal kompensere for et eller andet. Det kan være alt. De tager imod alt, og de mener, at de skal udtale sig om alt, for det kræver den ortodokse lov af dem, siger Ahmed Akkari.

Mere etableret

Han har indtryk af, at det parallelle retssystem i Gellerup er blevet mere etableret de seneste få år.

- Tidligere var det enkeltindivider, der sad der. Det kunne være imamen på Grimhøjvej eller Arabisk Kulturforening, der lige skulle tage stilling. I dag har de dannet et lille råd. Det er de samme kræfter.

Hos lokalpolitiet i Aarhus Vest lyder kommentaren, at man har indtryk af, at problemet med sharia-domstolene eksisterer, men det eksakte omfang, kender man ikke.