Amalie deler sin voldtægt med verden: Jeg nægter at få min stemme taget fra mig

PORTRÆT Amalie Have blev voldtaget i 2014. Nu bruger hun Instagram til at fortælle sine 50.000 følgere, hvorfor voldtægtsofre ikke skal føle skam og skyld.

21-årige Amalie Have er ofte iført en grøn kjole, når hun poster billeder på sin Instagram-profil. Kjolen er hendes yndlingskjole, men det er også kjolen, hun blev voldtaget i.

Hun er cyberaktivist og knap 50.000 mennesker følger med på Instagram, når hun poster et billede.

Billederne er ofte af hende selv, og i billedteksten skriver hun om voldtægtskultur og bekæmpelse af skyld og skam blandt voldtægtsofre.

Det er nemlig blevet hendes mærkesag, efter hun for tre år siden selv oplevede at blive voldtaget. Efter det besluttede hun at bruge sin stemme til at tale voldtægtsofrenes sag.

- Jeg nægtede at acceptere den kriminelle handling, der var blevet begået mod mig, og måden sagen var blevet håndteret. Jeg nægtede at få min stemme taget fra mig. Jeg ville dele det med verden og besluttede, at den bedste måde var at bruge internettet, fortæller Amalie Have.

Amalies voldtægtsmand blev frikendt

I slutningen af 2014 var Amalie Have ude at rejse i Costa Rica.

Efter en fest vågnede hun ved, at en mand fra festen kom ind i hendes telt. Flere gange i løbet af den nat, forsøgte manden at voldtage hende, og det lykkedes ham til sidst.

Morgen efter kastede hun op flere gange. Hun drak ikke mere end to øl til festen, så det var ikke tømmermænd, der gjorde hende dårlig.

Amalie Have gik instinktivt ned i receptionen og bad dem tilkalde politiet. Da politiet kom, blev hun bedt om at udpege gerningsmanden.

På stationen blev Amalie spurgt, om hun var sikker på, at hun ville anmelde ham.

- På politistationen spurgte de, om jeg nu var sikker på, at det var voldtægt, og om det nu virkelig var nødvendigt at anmelde den. De prøvede ihærdigt at få mig til at føle mig til besvær. Som om det var ubelejligt, at jeg var blevet voldtaget. Men jeg stod fast på min anmeldelse, fortæller hun.

Amalie Have forlangte at se optagelser fra overvågningskameraerne på området igennem. Her kunne hun se, hvordan manden gentagende gange gik ind i hendes telt, og hver gang med mindre og mindre tøj på.

Hun kunne også se, at et par havde set ham og hørt hende skrige. Parret konfronterede voldtægtsmanden, men han beroligede dem og gik ind i hendes telt igen.

Videoovervågningen blev brugt som bevismateriale i retten, men voldtægtsmanden blev alligevel frikendt.

En rejseblog om voldtægt

Frustreret og ked af frikendelsen skrev Amalie Have i afmagt et indlæg på sin daværende rejseblog. En rejseblog, der før var fyldt med billeder og fortællinger fra varmere himmelstrøg. Men denne gang handlede det om noget andet, for da hun trykkede på udgiv, blev der sendt et blogindlæg ud, der handlede om hendes voldtægt.

Efter udgivelsen fik hun over 400 private beskeder fra mennesker, der havde læst hendes indlæg. Mange af dem var fra kvinder, der også havde været udsat for voldtægt.

- Det var ret voldsomt at modtage så mange henvendelser. Hver eneste af de henvendelser var lige som små spejle, der fik mig til at se i øjnene, hvor alvorligt det var, siger Amalie Have.

Da hun kom hjem til Danmark igen, havde hun brugt noget tid på at tænke over de mange beskeder.

- Jeg kunne simpelthen ikke slippe, at der var så mange, der havde prøvet noget lignende. Jeg forstod hurtigt, at min voldtægt ikke var unik. Den var blot en del af et systematisk, globalt problem. Et problem vi i den grad også har i Danmark.

Herunder er en af de mange beskeder, som Amalie Have i dag får. I teksten til billedet skriver Amalie:

- Formålet med dette indlæg er ikke at skamme budbringeren, men er et vigtigt eksempel på, hvordan voldtægtskultur er til stede: "Hvilken fejl gjorde dine forældre, så du blev voldtaget?”. Dette er kun et af mange budskaber, jeg dagligt modtager, der angiver foruroligende begrænset viden om seksuel vold, og som desværre ofte skyder skylden på den overlevende / offer eller efterladte / ofrets familie.

Følgerne fortæller deres historie

På tidspunktet for voldtægten havde Amalie Have en profil på Instagram, hvor hun altid havde postet billeder af det, der optog hende. Hun begyndte naturligt at lave flere og flere opslag om voldtægtskultur, skam og skyld, og antallet af følgere steg markant.

- Der er ikke og har aldrig været et strategisk mål med min Instagram-profil. Jeg har altid været meget ærlig og indviet mine følgere i min opfattelse af verden, set fra mine øjne. Efter voldtægten var det helt naturligt det, der optog mig, og derfor begyndte jeg at poste om voldtægtskultur og udfordringerne ved det, siger hun om sin profil ”Scandinaviandreamgurl”.

Navnet er et Amalie Have fik af en jamaicansk mand på rejsen.

I dag har hun 50.000 følgere og modtager mange beskeder fra folk på Instagram. Hun får tilsendt alt fra støttende ord til personlige voldtægtshistorier. Både på godt og ondt.

- Jeg græder rigtig meget. Men det er bare så smukt og stærkt, at de har lyst til at dele det med mig. For nogle er jeg den første, de fortæller om deres voldtægt, og det, synes jeg bare, er så vildt. At man med et medie som Instagram kan skabe så tryg en ramme og et fællesskab, at man har lyst til at dele sin historie, med en man ikke har mødt i virkeligheden, siger hun smilende.

DR har fået lov til at dele en af de historier, som Amalie Have har fået tilsendt. Den kan læses i slideshowet her:

  • En af Amalies følgere har givet hende lov til at dele denne historie med DR
  • En af Amalies følgere har givet hende lov til at dele denne historie med DR
  • En af Amalies følgere har givet hende lov til at dele denne historie med DR
  • En af Amalies følgere har givet hende lov til at dele denne historie med DR
  • En af Amalies følgere har givet hende lov til at dele denne historie med DR
1 / 5

Skolegårdens vogter

Det er ikke første gang Amalie Have står op for noget og kæmper en kamp mod uretfærdighed.

Det startede allerede som barn. Nogle børn bruger hvert frikvarter på fodboldbanen, andre ved gyngerne. Men da Amalie Have var barn, brugte hun dem i legepladsens højeste tårn.

- Jeg var selvudnævnt skolevagt, så der stod jeg for at kunne holde overblikket. Jeg scannede skolegården, og lige så snart jeg så en konflikt, kom jeg til undsætning og langede ud efter de hårde nødder. Det så jeg som min pligt.

Hendes retfærdighedssans blev kun styrket, da hun startede på Det Frie Gymnasium i København. Hun oprettede Hjemløse Udvalget. Et udvalg der sørgede for tøjindsamlinger, skraldeordninger og andet for at støtte hjemløse.

- På Det Frie Gymnasium fik jeg troen på, at jeg kunne gøre en forskel, siger hun.

Den grønne kjole

Den forskel, Amalie Have ønsker at gøre, er symboliseret i en helt bestemt ting. Nemlig i kjolen hun havde på, den nat hun blev voldtaget.

- Det er min yndlingskjole. Efter voldtægten så jeg på kjolen, og tænkte, at hvorfor skulle jeg smide den ud, for det er jo ikke kjolen, der er skyld i, at jeg blev voldtaget. Det er heller ikke de to øl, jeg drak den aften. Den eneste, som nogensinde kan være skyld i voldtægt, er den, der beslutter sig for at voldtage et andet menneske, fortæller hun med en tydelig frustration.

Hun er frustreret over den diskurs, der bliver ført om voldtægt, og hvordan man påfører piger og kvinder ansvaret for ikke at blive voldtaget i stedet for at lære drenge og mænd om ikke at voldtage.

- Voldtægt er blevet et kvindeproblem fremfor et mandeproblem. Jeg er klar over, at der er tilfælde af kvinder, der voldtager, men størstedelen er altså mænd. For at løse problemet om seksuel vold mod kvinder, bliver vi nødt til at se det som et globalt og systematisk problem. Og et problem, hvor mænd er en stor del af løsningen.

Men frustrationen er også drivkraft for Amalie Have. For hun vil gerne tage kampen op mod den kultur, og heldigvis føler hun sig rustet til det.

En priviligeret voldtægt

Amalie Have føler sig privilegeret i sin voldtægt. Det gør hun, fordi hun kunne rejse hjem efter sin voldtægt, uden at skulle være bange for at møde manden på gaden. Et privilegium mange danske kvinder ikke har.

Hun kan også tale om sin voldtægt og voldtægtskultur uden at blive udstødt, straffet eller dræbt, noget mange andre verden over ikke kan.

- Der er så mange voldtægtsoverlevere, som simpelthen ikke har normale liv. De kan ikke sove, de kan ikke spise, de kan ikke arbejde, de kan ikke leve. Jeg er så heldig at kunne alt det. Derfor ser jeg det som mit ansvar og min pligt at kæmpe for dem der ikke kan, siger hun.

I forbindelse med sit studie på Kaospiloterne har hun fået mulighed for at arbejde intensivt på et projekt i to måneder, hun kalder "End Rapeculture", og hun har oprettet en fond, hvor man kan støtte hendes arbejde, som kræver mange ressourcer.

- Min drøm er helt ultimativt at kunne stoppe voldtægtskulturen. At få folk til at forstå, at bare fordi voldtægt ikke er en del af deres verden og deres realitet, så betyder det ikke, at det ikke findes eller er en del af din kollegas, venindes, søsters eller datters realitet. Folk har så nemt ved bare at feje ting, som ikke passer ind i deres verdensopfattelse, under tæppet. Vold mod kvinder er meget ægte og berører enormt mange kvinder, også herhjemme.

Blå bog: Amalie Have

  • Født 12. maj 1995

  • Kommer fra København, men bor i Aarhus

  • Er ved at uddanne sig til kaospilot i den internationale uddannelse 'enterprising leadership'

Facebook
Twitter