Så er arvefølgen sikret hos socialdemokraterne i Region Midtjylland.
På et lidt usædvanligt tidspunkt er der valgt ny næstformand for regionen, så Anders Kühnau (S) fra Horsens nu overtager posten efter Bente Nielsen fra SF.
Det er aftale fra valgnatten, der nu bliver ført ud i livet. Den unge socialdemokrat skal øve sig på formandsposten, så han kan træde til, hvis Bent Hansen ikke genopstiller til regionrådsvalget i 2017.
Bent Hansen vil efter nytår fortælle, hvorvidt han genopstiller eller ej.
- Jeg skal ud og repræsentere regionen en gang imellem ved nogen forskellige arrangementer, og en gang imellem skal jeg lede regionrådsmøderne, siger Anders Kühnau om sin læretid.
Bent Hansen blev valgt i 1990 som amtsborgmester i Viborg Amt, og han har siden 2007 været formand for Region Midt og Danske Regioner.
Større sko findes ikke
Kronprinsen Anders Kühnau erkender, at det Bent Hansen er noget af et koryfæ at skulle følge efter.
- Ja, det er nogen kæmpestore sko. De findes nok ikke større inden for sundhedsvæsenet i historisk sammenhæng i Danmark, siger han, og han tilføjer, at det jo også kræver, at han selv bliver genvalgt.
Hvis det sker, så bliver der i den grad tale om et generationsskifte. Anders Kühnau er 35 år, mens Bent Hansen er 67 år.
- Men hvis der kommer et generationsskifte, så er det også godt, at det reelt er det, siger Anders Kühnau.
Anders Kühnau blev valgt til regionen i 2005, og han har i dag den magtfulde post som formand for hospitalsudvalget.